Det har været en weekend i glaskunstens tegn på Holmegaard Værk i Næstved.
Både lørdag og søndag har det været muligt at opleve dygtige glaspustere på værkets åbne værksted, samt en lang række andre aktiviteter i glaskunstens tegn.
Det har blandt andet været muligt at opleve bandet URANIA, som spiller på instrumenter skabt af glas, at prøve at spille på glas, gå på glasskår eller at tage på mosaik-skattejagt.
Derudover har det også været muligt, at få vurderet sine egne glasejendele af Lauritz.com, samt en lang række andre arrangementer.
Spektakulære shows
Det er andet år i træk, at der afholdes glasfestival på Holmegaard Værk, som for mange også er kendt for sin glasproduktion.
Og det er netop også derfor, at man har valgt at afholde glasfestivalen, siger Mia Jensen, som er event- og marketingskoordinator hos Holmegaard Værk.
- Glas er essensen af det her sted, og det har vi lyst til at hylde. Det gør vi så ved at kaste blik på alt det fantastiske glas kan som materiale, siger hun.
Holmegaard Værk er noget helt særligt på glasfestivalen, da der er ekstra tryk på oplevelserne, mener Mia Jensen.
- Vi har hyret nogle af verdens allerdygtigste glaspustere til at lave spektakulære glaspustershows, og derudover har vi en masse aktiviteter til børn. Det er blandt andet muligt at gå på glas, hvis man er modig nok til det, siger hun.
Det åbne glasværksted
Nogle af de mange interesserede borgere, som var mødt op til weekendens glasfestival, var Hanne og Viggo Gutfeld fra Haslev.
Parret besluttede at tage på festivalen efter at have læst om det i avisen.
- Vi så en annonce og havde lyst til at komme ned og se, hvad det gik ud på, siger Hanne Gutfeld.
Det var særligt det åbne glasværksted, hvor det var muligt at opleve, hvordan glaspusterne skaber deres værker, som imponerede parret.
- Det var meget spændende at se, hvad de kan få ud af den kunst. Der var så mange nuancer i farverne, hvilket var meget fint, hvis man interesserer sig for det, siger Viggo Gutfeld.
Holmegaard Værks glasfestival blev afholdt lørdag den 18. og søndag den 19. marts fra klokken 10 til 16.