Fodboldfeberen raser - Eriksen-trøjer revet væk

Fodboldtrøjer er i høj kurs i øjeblikket. Intersport i Næstved melder næsten udsolgt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der er kæmpe opbakning til det danske herrelandshold i fodbold.

Europamesterskabet er i fuld gang, og det kan man tydeligt mærke hos flere sportsbutikker, hvor de danske landsholdtrøjer er i særlig høj kurs.

- Det har været en kæmpe fornøjelse at kunne følge stigningen i salget af trøjer de seneste par uger. Det har været virkelig fedt, siger Nicolai Seiffert, ejer af Intersport Seiffert i Næstved.

På Intersports hjemmeside kan man købe otte forskellige slags trøjer i mange forskellige størrelser. Der er dog næsten ikke flere tilbage, i hvert fald ikke i butikken i Næstved.

- Den originale trøje er fuldstændig udsolgt. Vi har en lille smule børn tilbage, ikke i den autentiske trøje, men i replica-trøjen. Ellers har vi fået nogle fantrøjer, magen til den jeg selv har på, som alternativ, siger Nicolai Seiffert.

Nicolai Seiffert fra Intersport i Næstved kan berette om stor stigning i efterspørgslen på danske fodboldtrøjer.
Nicolai Seiffert fra Intersport i Næstved kan berette om stor stigning i efterspørgslen på danske fodboldtrøjer. Foto: Toke Grøndal - TV2 ØST

Der er dog to trøjer, der er særligt populære. Efter Christian Eriksens kollaps i Danmarks første kamp mod Finland i lørdags, er der ekstra mange, der gerne vil have printet '"Eriksen" på ryggen.

- Salget af Eriksen (Christian Eriksen, red.) og en lille smule Kjær (Simon Kjær, red.) er fuldstændig boomet. Det havde vi aldrig turde håbe på. Det er virkelig steget markant, siger Nicolai Seiffert.

Danmark spiller torsdag aften mod Belgien. Her vil fans på både stadion og hjemme i stuerne hylde Christian Eriksen. Det vil ske efter 10 spillede minutter, idet Christian Eriksen spiller med nummer 10 på trøjen.

Det er trøjer som den her, der er meget efterspurgt.
Det er trøjer som den her, der er meget efterspurgt. Foto: Toke Grøndal - TV2 ØST