Hanne Henriksen var med, da banen åbnede i 1979. Dengang kørte hun selv ponytrav, men i dag er hun en af de bærende kræfter i klubben. Hun sørger blandt andet for, at tilskuerne kan spille på de forskellige løb.
- Det koster tre kroner, og så trækker vi lod om en vinder mellem alle dem, der spiller, siger Hanne Henriksen.
Hendes mand Claus Henriksen har sørget for lydsiden til ponytrav i 20 år fra speakertårnet.
- Han kan få et løb med to heste til at lyde som om, der er 50, siger Hanne Henriksen.
Hendes mor Sofie Jensen, som netop er fyldt 85 år, står i kiosken. Hun har travlt med at lange vafler over disken.
- Jeg har det bedst med at lave noget, siger Sofie Jensen.
Men når søndagens sidste travløb er kørt, er det slut. Familiens yngste er blevet voksne og skal i fremtiden køre med store heste. Derfor siger hele familien farvel til Sydsjællands Ponytravbane, og de kommer til at efterlade et stort tomrum.
- De har jo været med helt fra starten, og de har været med til at holde klubben i gang, siger Line Pedersen, der selv kører ponytrav.
- Ja, de er motoren i klubben, lyder det fra Ruth Neerup Jensen fra Trælløse.
Hanne Henriksen er heller ikke i tvivl om, at hun kommer til at savne ponytravbanen.
- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke gjorde. Jeg kommer virkelig til at savne det, siger hun.
Men i dag er det slut. Der står nye unge kræfter i kulissen, som tager over, når den nye sæson begynder i april til næste år.