Ekspert i tilsyn med skoler sår tvivl om millionkrav mod Herlufsholm

Begivenheder i en sovesal kan ifølge en ekspert i tilsyn med 20 års erfaring ikke lægges til grund for at afkræve kostskolen 27 millioner kroner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

27 millioner kroner. Så meget vil Styrelsen for Undervisning og Kvalitet afkræve Herlufsholm Kostskole.

Men kravet bliver nu mødt med kritik fra en ekspert i tilsyn af skoler.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har lagt op til at kræve tilbagebetalingen, fordi det er styrelsens vurdering, at Herlufsholm Skole og Gods "ikke overholder og ikke har overholdt frihed og folkestyre-kravet."

”Frihed og folkestyre”- på en fri grundskole

Loven indebærer, at de frie grundskoler er forpligtet til at undervise eleverne i principperne for det danske folkestyre og bibringe eleverne en demokratisk forståelse. Gennem den demokratiske dannelse skal eleverne opnå forståelse for deres egne og andres demokratiske muligheder for individuelt og i fællesskabet at bidrage til udvikling og forandring i for eksempel skolen og i samfundet.

Kilde: Børne og undervisningsministeriet

Det er dog ikke et grundlag for at kræve den statslige støtte tilbagebetalt, mener Connie Stendal Rasmussen, lektor i pædagogik ved Københavns Professionshøjskole.

Hun har over 20 års erfaring som certificeret tilsynsførende på skoler.

quote Jeg kan bare ikke se en sammenhæng mellem den demokratiske dannelse og det, som foregår i en sovesal

Connie Stendal Rasmussen, lektor i pædagogik, Københavns Professionshøjskole


- Det er klart, der er foregået noget, som der ikke er ført tilsyn med. Men det er en anden sag, og det må skolen rette op på. Men at man siger, de forsømmer den demokratiske dannelsestænkning – det synes jeg ikke, de gør, siger hun.

Afviser grundlag for "kæmpebøde"

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har rejst kravet i kølvandet på sidste års dokumentar "Herlufsholms Hemmeligheder", hvor flere elever fortalte, hvordan de havde oplevet vold, grov mobning og seksuelle overgreb på kostskolen.

Og netop fordi, det ikke er foregået i undervisningen, er det ifølge Connie Stendal Rasmussen ikke noget, der giver Styrelsen for Undervisning og Kvalitet grundlag for at pålægge skolen "en kæmpebøde".

- Det, der foregår i undervisningen, har der jo ikke været klager over, siger hun og tilføjer:

- Derimod ser jeg nogle ritualer, som åbenbart over tid er blevet mere udbredte. Og det er selvfølgelig meget uheldigt, de ikke har stoppet det for længe siden. Jeg kan bare ikke se en sammenhæng mellem den demokratiske dannelse og det, som foregår i en sovesal bag lukkede døre klokken ti om aftenen i kostafdelingen.

Læs også
Styrelse vil have 27 millioner tilbage fra Herlufsholm - nu kommer skolen med modsvar
Læs også
Styrelse vil have 27 millioner tilbage fra Herlufsholm - nu kommer skolen med modsvar

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet vurderer, at skolen ikke efterlever frihed- og folkestyrekravet, noget som også skolens juridiske rådgiver har rejst spørgsmålstegn ved.

Ifølge skolen kan det have baggrund i utilstrækkelig kommunikation om skolens arbejde.

- Uoverensstemmelsen skyldes muligvis, at skolen ikke har kommunikeret tilstrækkeligt om, hvordan skolen arbejder med frihed og folkestyrekravet eller om de igangsatte aktiviteter og forandringer på Herlufsholm. Dette ser vi frem til at få muligheden for i dette høringssvar, skriver skolen i et i alt 174 sider langt høringssvar til styrelsen.

Her fremgår det også, at skolen har iværksat flere tiltag for at øge trivslen på stedet.


Nyhedsoverblik