- Man kan ikke se gennem fingrene med svindel, lyder det fra Helge Adam Møller (K), byrådsmedlem i Næstved Kommune.
Nu har et enigt økonomiudvalg i Næstved Kommune valgt at sagsøge Næstved Sprog- og Integrationscenter, fordi kommunen mener, at sprogcentret skylder den 6,5 millioner kroner. Det skriver Sjællandske.
Vi mener jo ikke, at vi har gjort noget forkert. Men hvis vi har, så retter vi det omgående
Kommunen beskylder sprogskolen for at have fusket med eksaminer samt at kursisterne ikke har modtaget den undervisning, der var aftalt.
Har pengene til gode
Striden om de 6,5 millioner kroner opstår ved, at kommunen havde en aftale med sprogskolen om at lægge ud for løn til medarbejderne, men efterfølgende har skolen ikke betalt pengene tilbage.
Ifølge Sjællandske er begge parter enige om, at det forholder sig sådan, men sprogskolen mener at have pengene til gode et andet sted i kommunen.
- Vi mener jo ikke, at vi har gjort noget forkert. Men hvis vi har, så retter vi det omgående, lyder det fra Carsten Madsen, der er direktør for sprogskolen, til avisen.
Rapport viste fusk
Tilbage i maj måned viste en rapport, som Næstved Kommune havde fået udarbejdet, at sprogskolen havde faktureret for meget, der var fusket med eksaminer og kursisterne havde ikke fået den undervisning, der var aftalt.
Rapporten viste, at flere kursister havde bestået danskprøver, selv om de hverken kunne alfabetet eller var i stand til at skrive i den korrekte retning - fra venstre mod højre.
Halvdelen af de re-testede kursister kunne ikke bestå prøven, selv om den var to niveauer under det niveau, de bestod på sprogskolen.
- Der er ikke noget bevis. Vi ser frem til en retssag, lyder det fra Carsten Madsen.