Dement kan blive i sit hjem

Bofællesskab for ældre demente i Fuglebjerg skal alligevel ikke lukke.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er glæde i det lille hjem i på Margrethehaven i dag.

Hanne Birkevangs svært demente farbror kan nemlig blive i det bofællesskab for ældre demente, som han for godt en måned siden fik lov at flytte ind i af Næstved Kommune.

Poltikerne havde ellers besluttet at lukke stedet – kun to uger efter, at 84-årige Kaj Nielsen var flyttet ind i sit hjem.

-       Så blev jeg simpelthen så gal i skralden, siger Hanne Birkevang, der er niece til Kai Larsen.

Da en lukning af Margrethehaven var på tale, gik hun på barrikaderne for sin farbror. Men nu er der tilsyneladende ingen fare på færde, og de syv beboere på stedet får nu lov at blive, hvor de er.

-       Jamen jeg var lige ved at skrige, da jeg fik det at vide, jeg var simpelthen bare så glad, det var så vildt altså, fortæller Hanne Birkevang.

Mandag besluttede et enigt Omsorgsudvalg i Næstved Kommune at Margrethehaven ikke skulle lukke alligevel.  

-       Det gør vi, fordi vi hører borgerne og deres pårørende ikke synes, det er nogen god ide. Og så er vi nødt til det, fordi vi gerne vil være i dialog om sådan nogle ting, det handler om levende mennesker, siger John Lauritzen (SOC.DEM), der er formand for Omsorgsudvalget i Næstved Kommune. 

Hanne Birkevang frygter dog, at Margrethehaven kun er fredet i nærmeste fremtid på grund af det kommende kommunalvalg og at stedet havner på næste års budgetforhandlinger allerede til foråret.

Det afviser formanden dog.

-       Jeg har ingen intentioner om lige nu at foreslå drastiske ændringer i forhold til Margrethehaven, siger han.

Hvor Næstved Kommune nu vil spare de 575.000 kroner, som var meningen med at lukke Margrethehaven, er endnu usikkert. 


Nyhedsoverblik