Dårlig infrastruktur får par til at droppe Sydsjælland og flytte tilbage til hovedstaden

Jakob Witt og hans kone føler, at de var stillet en kortere transporttid i udsigt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Dårlig infrastruktur og en manglende motorvej mellem Næstved og Rønnede er nogle af grundene til, at Jakob Witt og hans kone nu pakker deres hus i Fensmark ned og rykker til hovedstaden i stedet.

Den 1. april bliver de københavnere igen og forlader den sydsjællandske by til fordel for kortere transporttid til arbejde.  

- Det er pisseærgerligt. Vi har et arkitekttegnet hus ud til skoven med masser af plads og lys. Men vores privatliv kan bare ikke hænge sammen med den offentlige transport.

Rute 54
Læs også
Virksomheder i opråb til minister: - Giv os 15 kilometer asfalt, så klarer vi resten selv
Rute 54
Læs også
Virksomheder i opråb til minister: - Giv os 15 kilometer asfalt, så klarer vi resten selv

Parret købte huset i Fensmark i 2015, men nu må de kaste håndklædet i ringen og flytte tilbage til København, hvor de kom fra. Den lange transporttid til job i København stjæler deres fritid, og de mener, de blev stillet en bedre infrastruktur i sigte, da de flyttede til Sydsjælland.

- Der var lige lavet VVM-redegørelse til en motorvej mellem Næstved og Rønnede, og med togstrækningen Køge Nord mellem Næstved og Hovedbanegården i København skulle turen med tog kunne tages på 34 minutter, lød det dengang. Men det viste sig, at togene slet ikke kunne køre så stærkt. Det var et blålys fra politikerne. Der følte vi, at vi havde købt katten i sækken, siger Jakob Witt.

Artiklen fortsætter under billedet.

Gedestien mellem Næstved og Rønnede er stærkt trafikeret.
Gedestien mellem Næstved og Rønnede er stærkt trafikeret. Foto: TV2 ØST

Det hele går op i transport og arbejde

Jakob Witts kone, Charlotte, kører hver dag i bil fra Fensmark til Ringsted, for så slipper hun for turen ind til Næstved. Fra Ringsted tager hun toget til Ørestad, hvor hun er afdelingsleder.

- På en god dag tager det halvanden time hver vej. Men tit tager det længere tid med toget - nogle gange to-tre timer hver vej. Og så går der pludselig 20 timer om ugen med transport – det er en halvtidsstilling, siger Jakob Witt.

Næstved togstatino
Læs også
Kritik af sporarbejde - pendlere overvejer at købe bil eller flytte
Næstved togstatino
Læs også
Kritik af sporarbejde - pendlere overvejer at købe bil eller flytte

Han er kørende sælger og kan bedre planlægge sin tid selv. Men de fleste kunder er i København, og ifølge ham er det helt store problem Ishøj-sammenfletningen, hvor trafikken går i stå.

- Jeg har prøvet at skulle nå et fly, hvor det har taget to en halv time at komme til lufthavnen. Én time bliver pludselig til to en halv time på motorvejen, siger Jakob Witt.

Han mener ikke, at det vil betyde det store for transporttiden, at der måske engang kommer en motorvej ind til Næstved. Det er rejsetiden med tog, der går ham mest på. En arbejdsdag for hans kone strækker sig som regel, fra hun går hjemmefra klokken 6.30, til hun lander derhjemme igen klokken 19.

Ville være en del af lokalmiljøet

Jakob Witt og hans kone kom fra København og drømte om at komme tættere på naturen og også blive en del af lokalmiljøet. Men det skulle vise sig, at der ikke er meget tid til de glæder.

quote Vi får ikke tid til landluften og det dejlige liv og lokalmiljø herude. Det hele går op i transport og arbejde

Jakob Witt, Fensmark 

- Vi får ikke tid til landluften og det dejlige liv og lokalmiljø herude. Det hele går op i transport og arbejde.

Parret havde også set frem til at tilbringe tid med en del af familien, der bor på Sydsjælland. 

- Vi har bare ikke haft tid til at se dem, lyder det fra Jakob Witt, der fortæller, at blandt andre hans svigerinde bor tæt på. Da hun hørte, at parret ville flytte tilbage til København, var hendes umiddelbare reaktion: 

- Vi ser jer jo aldrig alligevel.

Gedestien rute 54
Læs også
Gedestien: Motorvejsforkæmpere til møde på Christiansborg
Gedestien rute 54
Læs også
Gedestien: Motorvejsforkæmpere til møde på Christiansborg

Vil slå et slag for bedre infrastruktur

På trods af den sparsomme fritid har Jakob Witt og hans kone været glade for naturen og Næstved, som de mener har alt – også gode restauranter.

- Vi vil savne lys og luft og naturens nærhed og Næstved som by. Det er en god handelsby, som vi har brugt meget.

Så meget desto mere ærgrer det Jakob Witt, at det er så svært at komme til og fra byen. Det afskærer byen fra en masse muligheder, mener han.

- Vi kunne have ønsket os en bedre infrastruktur. Det vil jeg gerne slå et slag for. Det er umuligt at komme hertil og fra. Ja, det er mere end umuligt.

Og det er han ikke alene om at synes. For godt to uger siden sendte 13 virksomheder et åbent brev til transportministeren. En motorvej mellem Næstved og Rønnede er uundværlig, hvis regionen fortsat skal udvikle sig, lød det.

Også Næstved borgmester, Carsten Rasmussen (S), er bekymret for udviklingen, efter det i starten af januar kom frem, at sporarbejdet mellem Ringsted og Næstved på Sydbanen bliver forlænget med tre måneder, så perioden for spærret togtrafik nu i alt er på otte måneder fra 28. marts til 29. november. 

Læs også
Otte måneders sporarbejde frustrerer borgmestre: - Det må simpelthen kunne løses
Læs også
Otte måneders sporarbejde frustrerer borgmestre: - Det må simpelthen kunne løses

- Dem, der overvejer at flytte herned, gør det i hvert fald ikke lige foreløbig. Det kan også være, at borgere, der arbejder hos os, finder et job i København, så vi mister arbejdskraft. Man kan også frygte, at flere vil vælge bilen, hvilket vil presse vejnettet endnu mere, sagde Carsten Rasmussen dengang. 

Skuffede drømme

I en periode forsøgte Jakob Witt og hans kone at søge job på Sydsjælland, men det lykkedes ikke at finde noget, der passede til deres kvalifikationer.

Nu har parret købt lejlighed på Amager med 15 minutter på cykel til Charlottes arbejde.

- Nu er beslutningen taget, og vi kan komme videre. Det har taget noget tid med overtagelse af lejligheden, men nu glæder vi os til at komme videre i vores liv.

Parret slipper dog ikke helt for Sydsjælland. På Svinø har de et sommerhus, så de stadig kan komme ud og få glæde af naturen. De har undgået tab ved hussalget og har ikke børn, som vil gøre flytningen sværere. Men alligevel giver Jakob Witt udtryk for, at det er ærgerligt, at de ikke kan leve deres drøm ud på Sydsjælland.

- Vi er privilegerede, for vi kan tilpasse os. Det er ikke alle, der kan det. Men vi står med skuffede drømme og skuffende løfter fra politikerne.


Nyhedsoverblik