De bare næver, en hammer og en kniv var alt sammen instrumenter, som en 34-årig mand brugte, da han skærtorsdag 2011 dræbte den 22-årige Allan H. Jensen i hans hjem i Næstved.
Nu er politiet klart med grundlaget for den retssag, der til september skal afgøre den anholdtes skyld og eventuelle straf. Det skriver Sjællandske.
Den 34-årige mand har erkendt at have givet Allen H. Jensen tæsk - men nægter sig skyldig i drab. Han har siden været varetægtsfængslet.
Dødsvolden mod Allan H. Jensen varede ifølge retsmedicinske undersøgelser flere timer, og han blev undervejs tilføjet utallige kvæstelser og knoglebrud.
En 45-årig mand, der var tilstede under overfaldet, er til gengæld ifølge avisen ikke længere sigtet i sagen.