Brud på narkoloven, våbenloven, fyrværkeriloven, brud på lægemiddelloven, brud på færdselsloven, diverse brud på straffeloven, vold og trusler om vold. Listen er lang, når Retten ved Næstved i dag tager hul på retsdag 13 i et stort sags-kompleks mod seks bandemedlemmer fra Black Cobra.
De seks anklagede er alle unge mænd - tre er af udenlandsk oprindelse, og tre er af dansk oprindelse. De anklagede er født i tidsrummet 1982 til 1990 og er altså mellem 28 og 20 år gamle.
De seks er blandt andet anklaget for at have været i besiddelse af og have videresolgt kokain og amfetamin, at have stjålet biler og kørt i dem uden kørekort og at have begået dokumentfalsk.
Sidst, men ikke mindst er to af de anklagede også sigtet for at have uddelt dummebøder i størrelsesordenen 150.000 kroner og tæsk. Den forurettede har ifølge anklageskriftet fået at vide, at "han jo bare kunne lave et bankrøveri for at skaffe pengene".
Der forventes at falde dom i sagen - og måske udvisning - den 20. maj. De restererende 13 retsdage i sagen ligger spredt ud over foråret.