Bjarne og 300 andre marcherede for børn udsat for mobning

Flere hundrede borgere fra Næstved trodsede regnen for at deltage i årets julemærkemarch.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Skyerne var grå, og regnen begyndte netop i det øjeblik, hvor starten blev skudt i gang.

Alligevel havde flere hundrede borgere fra Næstved og omegn valgt at snøre skoene for at tage ud på en fælles gåtur.

- Siden 1995 har vi gået med, fortæller Bjarne Petersen, der går sammen med holdet Nymark.

Det var folk i alle aldre, som deltog i marchen.
Det var folk i alle aldre, som deltog i marchen. Foto: Trine Ølgaard Muf - TV2 ØST

Søndag formiddag blev den årlige julemærkemarch afholdt i hele landet. Deltagerne betaler 40 kroner for at gå en rute på enten fem eller ti kilometer, hvoraf overskuddet går til de fem julemærkehjem, der findes i landet.

- Vi synes, det er et godt formål. Vi får rørt os selv lidt, og så ved vi, at det vi betaler for at deltage går til et godt formål. Vi synes, at julemærkehjemmene er en alletiders idé, siger Bjarne Petersen.

Julemærkemarch
Foto: Trine Ølgaard Muf - TV2 ØST

- Han smed en plovmand

Julemærkehjemmene er et tilbud til børn, der mistrives. De fem hjem drives næsten udelukkende af indsamlede midler, som eksempelvis bliver samlet ind til julemærkemarchen.

Næstved Firma Sport er en af de foreninger, der hvert år står bag en af landets mange gåture.

- Jeg tror alle sammen, vi har noget med børn. Børn, der ikke har det godt, som kan få det godt igen. Det kan vi jo se. De kommer ud som børn igen, og som børn der har det godt. Noget bedre formål kan man dårligt komme i tanke om, lyder det fra Lise Skovgård, der er formand for Næstved Firma Sport.

Lise Skovgård håber, at de i år får samlet endnu flere penge ind end sidste år.
Lise Skovgård håber, at de i år får samlet endnu flere penge ind end sidste år. Foto: Trine Ølgaard Muf - TV2 ØST

Sidste år samlede foreningen knap 12.000 kroner ind. Hvor mange penge der er kommet i kassen i år, ved Lise Skovgård endnu ikke, men deltagerne bidrager gerne med mere end de 40 kroner.

- Der kom en gut, som var lidt sent på den, og han smed en plovmand og sagde værsgo, fortæller formanden.

Efter gåturen kunne deltagerne købe gløgg og æbleskiver, hvor overskuddet også går til julemærkehjemmene.


Nyhedsoverblik