408 elbiler kan oplades på én gang i Næstved

Senest 1. april næste år vil der være opsat 408 nye ladestandere i Næstved Kommune.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det bliver meget lettere fremover at finde en ladestander til en elbil i Næstved Kommune.

En aftale med Clever og PowerGo betyder nemlig, at der skal opsættes 204 nye ladestandere med hver to udtag.

Det oplyser Næstved Kommune i en pressemeddelelse.

- Vi er utrolig glade for, at der har været interesse fra operatørerne, og selvom vi kun var forpligtet til at sætte 65 ladestandere op, så er vi nu i stand til at sætte mere end dobbelt så meget op, siger Morten Reuber Nielsen, der er chef for Center for Ejendomme ved Næstved Kommune.

Det er de private udbydere, der står for at opsætte og drive ladestanderne, mens kommunen blot anviser steder, de kan være.

De mange nye ladestandere skal gøre det muligt at oplade elbiler for borgere, der ikke har mulighed for at have en lader på deres egen matrikel. De kan samtidig hjælpe erhvervsdrivende, turister og gæster i kommunen, der kan lade deres bil, mens de besøger venner, udfører en arbejdsopgave eller handler i butikker. 

Læs også
Ny lynladestation bliver blandt Sjællands største - får plads til 20 biler
Læs også
Ny lynladestation bliver blandt Sjællands største - får plads til 20 biler

Morten Reuber Nielsen oplyser, at aftalen med de to operatører betyder, at man samtidig sætter ekstra fart på processen med at opsætte standerne.  

- Selvom vi har til 2025, så synes vi alligevel, at vi skulle i gang nu, fordi der er interesse og et stort behov for ladestandere i Næstved Kommune, siger han.

Opstilles i hele kommunen

Ladestanderne bliver placeret på 100 af kommunens offentlige parkeringspladser, for eksempel ved skoler, daginstitutioner, biblioteker, plejehjem, ældreboliger, sociale boliger og lejeboliger.

Også kulturinstitutioner som Rønnebæksholm, Grønnegades Kaserne Kulturcenter, Arena Næstved og Næstved Svømmehal vil få ladestandere. 

Det vil være forskelligt, hvor mange ladestandere, der opstilles hvert sted, oplyser kommunen. 

Der vil blive opsat både hurtigladere på 75 kW, og normal-ladere på 11 kW. 11 kW er samme opladningskapasitet, som man har derhjemme.

Du kan se, hvor Næstved Kommune planlægger at opsætte ladestandere på det interaktive kort i dette link. Linket fører til Næstved Kommunes hjemmeside.


Nyhedsoverblik