Kort før klokken 07.00 blev der tilkaldt en helikopter til det centrale Næstved, hvor flere borgere havde opdaget en ung mand med blod omkring maven.
Manden, der er 25 år og kommer fra Møn, er ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi blevet fløjet til Rigshospitalet i København og meldes uden for livsfare.
Men de har på nuværende tidspunkt ikke nærmere oplysninger omkring hans tilstand.
- Han er blevet stukket i maven med en kniv, siger Ove Christoffersen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til TV ØST.
Fandt blodspor
Politiet kan heller ikke fortælle, hvor den 25-årige er blevet stukket i maven med en kniv.
- Men vi ved, at han har været konfronterende hele morgenen og været i klammeri med flere, tilføjer Ove Christoffersen.
Politiet har foretaget de nærmere undersøgelser på stedet, hvor manden blev fundet, hvor der blevet fundet blodspor. Nu skal de gennemgå overvågningsbilleder fra stedet og afhøre manden, når han er klar til det.