10 år efter skrider byggeri af nedbrændt gods frem

Udfordringerne har stået i kø omkring genopbygningen af Sparresholm Gods ved Næstved. Men efter 10 år er der endelig fuld gang i byggeriet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et lyn slog ned, og med ét stod Sparresholm Gods fra 1600-tallet i brand. 

For ejeren af godset, Thomas Garth-Grüner, var det hans barndomshjem, der brændte ned.

quote Ud af de her ti år vil jeg skyde på, at tre af dem er gået med ingenting

Thomas Garth-Grüner, ejer, Sparresholm Gods

- Der er intet tilbage. Det hele er bare murbrokker, konstaterede han dagen efter branden i 2013.

Alle personlige ejendele og erstattelig kulturarv var brændt væk. Tilbage stod kun murene. 

Thomas Garth-Grüner var ved at lægge sidste hånd på en stor restaurering af godset, da lynet i 2013 slog ned.
Thomas Garth-Grüner var ved at lægge sidste hånd på en stor restaurering af godset, da lynet i 2013 slog ned. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Det tændte dog et håb om, at barndomshjemmet igen kunne bygges op.

- Jeg elsker stedet her. Rammerne er her, og bygningen passer godt i omgivelserne. Så jeg håber, det kan lade sig gøre, sagde Thomas Garth-Grüner dengang.

I dag, ti år senere, skrider byggeriet så endelig frem.

Markant forsinket

Genopbygningen har dog været en lang og sej kamp.

- Ud af de her ti år vil jeg skyde på, at tre af dem er gået med ingenting, hvor det bare har stået stille, og de seks, hvor der er blevet bygget, burde være gjort dobbelt så hurtigt,  siger Thomas Garth-Grüner.

Thomas Garth-Grüner har smilet fremme efter, at byggeriet af hans gods nu endelig skrider fremad.
Thomas Garth-Grüner har smilet fremme efter, at byggeriet af hans gods nu endelig skrider fremad. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Efter taget i 2021 var meldt færdigt, viste det sig, at det alligevel var utæt. Arkitekten og byggefirmaet var herefter uenige om, hvem der havde ansvaret.

- Enten er der tegnet forkert og bygget efter det, eller også er der tegnet rigtigt og bygget noget forkert, som Thomas Garth-Grüner konstaterede det dengang.

Det tog mere end et år før der kom en afgørelse og byggeriet kunne fortsætte.

Kunne ikke blive enige

Det er i det hele taget uenigheder, mellem arkitekten, forsikringsselskabet og godsejeren selv, der gang på gang har sat byggeriet i stå.

- Det har været en meget problematisk og meget langsom affære, siger Poul Christiansen, der har været byggeleder på projektet de seneste tre år.

Poul Christiansen har været en del af det komplicerede byggeri i tre år.
Poul Christiansen har været en del af det komplicerede byggeri i tre år. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Senest er en truende retssag endt med et forlig. Thomas Garth-Grüner fik en sum penge, og forsikringsselskabet trak sig fra byggeriet.

- Der er kommet en kontant erstatning i stedet for, at de skulle sidde med ved byggemøderne. Så kan jeg selv disponere, siger Thomas Garth-Grüner.

Bygget næsten som i 1600-tallet

Med erstatningen skrider byggeriet nu fremad.

- Det er rart, at vi nu kan blive færdige, siger Poul Christiansen.

quote Om et års tid, så burde der faktisk være mulighed for at flytte lidt møbler ind også

Thomas Garth-Grüner, ejer, Sparresholm Gods

Udvendigt står godset færdigt, og indvendigt begynder rummene også at forme sig.

- Det er lavet fuldstændig som det gamle håndværk med de gamle tømrersamlinger. Fuldstændig identisk med det, der var, fortæller Poul Christiansen.

Alle indvendige skillerum er bygget nøjagtigt som i det gamle hus, dog med brandsikre løsninger implementeret.
Alle indvendige skillerum er bygget nøjagtigt som i det gamle hus, dog med brandsikre løsninger implementeret. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Enkelte detaljer adskiller sig dog fra byggeriet i 1600-tallet. Bedre løsninger til at brandsikre godset skal sikre, at ulykken fra 2013 ikke gentager sig.

Flytteplanen er klar

Efter branden i 2013 gjorde man et særligt fund i slaggerne.

- Fuldstændig smadret bøjet, krøllet sammen i en jernbunke, fortæller Thomas Garth-Grüner.

Det gamle urværk var godt medtaget efter branden.
Det gamle urværk var godt medtaget efter branden. Foto: TV2 ØST

Det var godsets urværk, der lå mellem resterne.

- Det har de åbenbart kunnet lave, fortæller han.

Som en af få tilbageværende gamle genstande flytter urværket næste forår ind på godset igen. Kort efter håber Thomas Garth-Grüner at kunne flytte med.

- Om et års tid, så burde der faktisk være mulighed for at flytte lidt møbler ind også. Måske endda være her og bo her, siger Thomas Garth-Grüner.



Nyhedsoverblik