¨

Nedrivningen af motorvejsbro igang: Vejen genåbner søndag

00:47

nedrivningen af motorvejsbroen ved rødby er nu igang. Foto: Peter Kryer

1 af 2

Nedrivningen af den beskadigede bro over Sydmotorvejen ved Rødby er netop indledt.

Sydmotorvejen er spærret indtil søndag morgen, mens entreprenørmaskiner river en vejbro ned ved Rødby.

Vejbroen blev tidligt lørdag morgen kraftigt beskadiget ved en kollision med en lastbil, og efter at være blevet undersøgt af en sagkyndig fra Vejdirektoratet blev nedrivningen indledt lørdag klokken 14.00. Sydmotorvejen ventes først at kunne genåbne søndag morgen.

 

Broen fører landevejen Lundegårdsvej over Sydmotorvejen, og denne vejforbindelse vil nu være spærret i en længere periode. 

- Vores tekniker på stedet har vurderet, at skaderne på broen er så omfattende, at den desværre ikke står til at redde, og der er fare for nedstyrtning. Derfor har vi besluttet at rive broen ned hurtigst muligt, siger Svend Kold, direktør for drift og anlæg i Vejdirektoratet.  

Ødelagt i ulykke

Broen blev beskadiget efter en ulykke klokken 04:55 lørdag morgen, hvor en lastbil med frugt og grønt ramte broen frontalt, og bagefter brød i brand.

Det tog flere timer at slukke branden, der havde godt fat i lastbilens last, og først bagefter kunne skaderne på broen vurderes. En person omkom i ulykken.

Ifølge Vejdirektoratet vil nedrivningen af broen være afsluttet søndag morgen, og motorvejen vil genåbne kort tid efter at arbejdet er afsluttet.

 

Kør hjemmefra i god tid

Politiet opfordrer alle, der skal forbi stedet til at vise forståelse, og til at køre hjemmefra i god tid. 

Der er nemlig meldinger om enkelte steder med træg og tæt trafik på vejene omkring ulykkesstedet - især ved afkørsel 49 Holeby.

Hvis man skal til og fra Rødbyhavn - eventuelt for at nå en færge, så opfordrer politiet i stedet alle til at bruge  hovedvejen, rute 153.

Det er dog vigtigt, at man sætter god tid af til at komme forbi stedet.

Politiet oplyser, at der er opsat skilte, der skal hjælpe med at finde vej.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App