Serie
Mad med Mads og David

Mad med Mads og David - Citronmåner

Mads har besøgt DLG's rapspresse i Bandholm og givet David opgaven, at lave noget med rapsolie. Og til Mads's store overraskelse og glæde, laver David små fine citronmåner med glasur og smørcreme.

OPSKRIFT:
Citronmåner

3 æg
175 gr. sukker
175 gr. hvedemel
2 tsk. bagepulver
2 dl rapsolie
Revet skal og saft af 1 øko citron

Druesalat
1 lille klase druer
Saft af 1/2 øko citron
1 spsk. flormelis
1 spsk. mørk rom
Lille bundt mynte
50 gr. honningristede mandler

Smørcreme
100 gr blødt smør
3 spsk. flormelis
1 spsk. mørk rom
1 spsk. citronsaft

Glasur
Flormelis, citron og rom


Pisk æg og sukker sammen.
Rør mel og bagepulver op i.
Vend olien op i og riv skal af citron op i.
Kom citronsaft i og rør godt sammen.
Smør formene med lidt olie og kom dejen op i 10 små forme (eller en stor).

Bag ved 180 grader i ca. en halv time, til de bliver gyldne.
Lad dem køle af.

Druerne skylles og halveres på langs, fjern eventuelle sten.
Pres en halv citron og hæld over druerne. Vend flormelis i.
Hak til sidst mynte fint og vend op i druerne. Til sidst - evt. lidt rom.
Hak mandler fint og vend op i umiddelbart inden servering.

Smør røres blødt med flormelis, rom og lidt citron.
Kom den i en sprøjtepose.

Rør en glasur af flormelis, citronsaft og lidt rom.

Pynt kagen med glasur, kom smørcreme ovenpå og server druesalaten ved siden af.
11/2/2022

Kokken David Jensin laver nem, inspirerende mad mens køkkenskriveren Mads Gudiksen står i vejen. Udgangspunktet er råvarer Mads har hentet i lokalområdet og resultatet er ”mumsfilibaba”, som fotografen Mika plejer at sige.