Vælgere føler sig snydt

Flere vælgere på Lolland føler sig snydt af, at den konservative Marie Louise Friderichsen er blevet borgmester på bekostning af Henrik Høegh.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I Lolland Kommune er den konservative Marie Louise Friderichsen blevet borgmester. Det skete i nat, da hun valgte, at danne flertal med socialdemokraterne.

Det så ellers ud til, at Henrik Høegh fra Venstre skulle blive ny borgmester, da han fik flest personlige stemmer, men sådan gik det ikke. Det frustrerer flere på Lolland.

- Man føler sig lidt snydt. Jeg havde helst set, at det var Henrik Høegh med alle de personlige stemmer, han havde fået, siger Erik Christensen fra Maribo.

- Jeg vil hellere have Høegh, og hun skulle ikke have gået sammen med socialdemokraterne, siger Asta Christensen.

- Jeg føler mig snydt. Det skulle have været med venstre. Det skuffer mig, siger Lone Faber fra Maribo.

Anders Boesen er også utilfreds. Derfor har han oprettet facebookgruppen "Vi har valgt Henrik Høegh som borgmester".

- Jeg synes bare ikke, at det er okay. Havde hun (red. Marie Louise Friderichsen) fået flere personlige stemmer, så havde det været helt okay, men på den her måde, det er sket på, det synes jeg ikke, er acceptabelt. Jeg synes, man føler sig godt og grundigt snydt, siger Anders Boesen.

Onsdag eftermiddag har facebookgruppen 365 medlemmer.

Den nyvalgte konservative borgmester på Lolland kan godt forstå at nogle vælgere er skuffet, men hun forstår ikke, hvis de føler sig snydt.

- Jeg har hele vejen igennem sagt, at jeg vil have en bred konstituering. Jeg har hele vejen igennem sagt, at jeg stod udenfor og gjort Venstre opmærksomme på, hvad det var jeg gik efter, siger Marie Louise Friderichsen.


Nyhedsoverblik