Tre løver fra Ukraine er blevet evakueret til Knuthenborg

Tre afrikanske hunløver vil snart bo i Knuthenborg Safariparks tigeranlæg. De er blevet evakueret fra Ukraine.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Tre hunløver, der er blevet evakueret fra en zoologisk have i Ukraine, kom kort før jul til Knuthenborg Safaripark på Lolland.

Det skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse mandag morgen.

De tre løver blev i august evakueret fra Feldman Ecopark, der ligger i Donetsk-regionen. De har i mellemtiden haft et kort ophold i Polen, men befinder sig altså nu på Lolland.

quote Den mindre zoo lå i en krigszone, og løverne var truet af underernæring

Anne Sofie Meilvang, biolog, Dyrenes Beskyttelse.

Det er krigen i Ukraine, der har gjort det nødvendigt at evakuere løverne.

- Vi er rigtig glade for, at det lykkedes. Den mindre zoo lå i en krigszone, og løverne var truet af underernæring, siger Anne Sofie Meilvang, der er biolog i Dyrenes Beskyttelse.

- Evakuering af sådanne store rovdyr er kompleks og risikabel for de involverede, lokale dyrevenner og soldater. Herefter startede koordineringsarbejdet med at få dem ud af Ukraine og til nye hjem.

Hunløven Vee er en af de tre løver, der nu skal bo på Lolland.
Hunløven Vee er en af de tre løver, der nu skal bo på Lolland. Foto: Dyrenes Beskyttelse

Nyt hjem på Lolland

I denne uge kommer de tre afrikanske hunløver ud i deres eget anlæg i safariparken.

De kommer til at være i Knuthenborgs tigeranlæg, Tigerskoven, der er Europas største. Løverne får deres eget område i anlægget.

De tre løver kan dermed boltre sig på et areal, der består af mere end 10.000 kvadratmeter fri natur.

quote Vi ser frem til at tilbyde løverne et trygt og sikkert hjem i en tid, der har været alt andet end normalt for dem

Christoffer Knuth, direktør, Knuthenborg Safaripark.

Anne Sofie Meilvang har sammen med Knuthenborg Safaripark arbejdet på at få hunløverne ud af Ukraine og til Danmark.

Koordineringen er foregået i en gruppe under European Alliance of Rescue Centres and Sanctuaries (Ears).

Den består af 19 dyreværnsorganisationer, europæiske zoologiske haver og den europæiske dyreparkorganisation Eaza.

Hunløven Simba.
Hunløven Simba. Foto: Dyrenes Beskyttelse

Det er første gang, at der permanent bor løver i Knuthenborg Safaripark.

- Ved at huse og passe disse dyr, som bliver ambassadører for deres truede vilde artsfæller, giver det os en fantastisk mulighed for at oplyse vores gæster om dyrenes situation i det vilde, og hvad vi sammen kan gøre for at bevare dem for fremtiden.

Læs også
Bisonokser flytter fra Knuthenborg efter farlig jagt på gode fotos
Læs også
Bisonokser flytter fra Knuthenborg efter farlig jagt på gode fotos

- Vi ser frem til at tilbyde løverne et trygt og sikkert hjem i en tid, der har været alt andet end normalt for dem. Nu skal de falde godt på plads i deres nye hjem, siger Christoffer Knuth, der er direktør i Knuthenborg Safaripark.

Hunløven Ploy i Poznan Zoo før afgang til Danmark.
Hunløven Ploy i Poznan Zoo før afgang til Danmark. Foto: Dyrenes Beskyttelse

Nyhedsoverblik