Sygdom tvinger zoo til at aflive dyr: - Vi er rigtig triste

Flere dyr i Knuthenborg Safaripark har været smittet med en tuberkulosebakterie. Derfor er flere dyr nu aflivet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Dyreflokken i Knuthenborg Safaripark er for nylig blevet mindre.

En lille gruppe af dyr i parkens primatanlæg har vist tegn på sygdom, og dyrene blev derfor undersøgt af en dyrlæge.

Dyrlægen kunne konstatere, at primaterne, der blandt andet består af lemurer, tamariner og muntjakker, var smittet med en form for tuberkulosebakterie, der ikke findes en effektiv behandling mod. 

quote Vi er rigtig triste over at sige farvel til vores gruppe af små primater og muntjakker

Therese Hård, zoologisk- og veterinærchef i Knuthenborg Safaripark

Derfor blev det efter grundige overvejelser besluttet at aflive dyrene.

Hvad er primater?

Primater er pattedyr, som overordnet set inddeles i to grupper: Halvaber og aber.

Mennesket er også en primat og hører under gruppen aber.

De mindste arter i gruppen aber vejer 100 g (dværgsilkeabe), mens de største vejer 200 kg (gorilla).

Halvaber omfatter arter som dværglemurer, lemurer og indrier.

Et studie af aber, gorillaer, lemurer og andre af vores nærmeste slægtninge konkluderer, at 60 procent af alle primatarter er truet med udryddelse.

Kilde: videnskab.dk og Gyldendals Den Store Danske

Sygdommen og aflivningerne har påvirket de ansatte i parken.

- Vi er rigtig triste over at sige farvel til vores gruppe af små primater og muntjakker. Tuberkulosebakterien er desværre en sygdom, som ville fratage dem deres gode dyreliv. Vi måtte derfor tage den svære, men nødvendige beslutning at aflive dem, siger Therese Hård, der er zoologisk- og veterinærchef i Knuthenborg Safaripark.

Overvejer hvad der skal ske med anlæg

Ifølge Knuthenborg Safaripark er der ikke konstateret smitte eller tegn på smitte blandt andre dyr i parken.

Lige nu overvejer parken, hvad der skal ske med det anlæg, de syge dyr boede i.

Læs også
Løver blev evakueret fra krigen - nu er de flyttet sammen på Lolland
Læs også
Løver blev evakueret fra krigen - nu er de flyttet sammen på Lolland

Knuthenborg Safaripark oplyser ikke, hvor mange dyr, der er blevet aflivet, men at der tale om en lille gruppe af dyr fordelt på fem arter.

Knuthenborg er Nordeuropas største safaripark og er hjem for 500 dyr. I parken bor der blandt andet giraffer, næsehorn, kameler, antiloper, ulve, løver og elefanter.

De to sidstnævnte arter kom til parken under stor opmærksomhed.

I 2020 flyttede Danmarks sidste cirkuselefanter ind i parken, da det ikke længere var lovligt at have elefanter i cirkus. 

Sidste år tog parken også imod en gruppe løver, der på grund af krig blev evakueret fra en zoologisk have i Ukraine.



Nyhedsoverblik