Rødbyhavn modtager 1,2 millioner kroner til byfornyelse

Boligministeriet giver en stor pose penge til Lolland Kommune, så Rødbyhavn kan gøres mere attraktiv.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nu skal Rødbyhavn gøres mere attraktiv for borgere, turister og tilflyttere.

Det er i hvert fald tankerne bag den pose penge på 1,2 millioner kroner, som Boligministeriet har uddelt. I alt har ministeriet uddelt 75 millioner kroner til områdefornyelse rundt om i landet.

Det skriver Folketidende.

Med de 1,2 millioner kroner vil ministeriet bidrage til at “give Rødbyhavn et fysisk/æstetisk løft med henblik på at gøre byen mere attraktiv for borgere, turister og tilflyttere”.

- Det er super dejligt, siger Birgitte Rønnow, sektorchef i Lolland Kommune, til avisen.

Ikke at statspengene kan ifølge avisen komme i arbejde lige med det samme - for de kræver en kommunal medfinansiering på to tredjedele. Men kommunen har faktisk selv afsat en pulje til formålet, og dermed er der mulighed for at komme i gang.

Nu er planen at gå i dialog med lokalbefolkningen. Ved hjælp af et arkitektfirma og med assistance fra kommunens egne folk skal der tegnes konkrete streger til et lokalt løft. Fristen for at have sat retning på statspengene udløber til april næste år.


Nyhedsoverblik