¨

Risikerer bøde for overvågning

Foto: TV ØST

Butiksejer John Brochmann fra Nakskov ser ud til at få en bøde på 5.000 kroner, fordi han offentliggjorde overvågningsvideo af en rumænsk tyvebande.

John Brochmann dokumenterede et tyveri fra sin butik og sendte optagelserne til Ekstra Bladet. Nu risikerer han en straf, der er højere end den, som butikstyvene fik.

Jeg har det dårligt med, at det er mig, der skal gøres til den kriminelle, når jeg gør alt for at bekæmpe tyveri, siger John Brochmann i dag.

Det var tilbage i april måned, at fire rumænske mænd og et 8-årigt barn stjal varer fra John Brochmanns butik, som sælger fritidsudstyr. John Brochmann hjalp selv politiet med at finde frem til tyvene, som fik hver en bøde på 2.000 kroner og så blev løsladt igen.

Læs også: 8-årig på tyverov med far i Nakskov

- De var jo nærmest løsladt, før jeg var færdig med at blive afhørt, siger John Brochmann.

Det var derfor, han afleverede videoovervågningsmaterialet til Ekstra Bladet.

- Jeg ville ikke udstille tyvene, men skabe opmærksomhed på, at det er et stort problem. Vi viser de fremmede, der er her uden opholdstilladelse eller noget, at de bare kan stjæle, for der sker dem ikke noget, siger han.

Politiet fortæller, at de har sigtet John Brochmann, efter at de fik en anmodning fra Datatilsynet.

- Problemet ved billederne er, at man kan genkende personerne, og det må man ikke bringe uden tilladelse. Datatilsynet har indstillet til en bøde på 5.000 kroner, siger vicepolitikommissær Bo Von Würden fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

John Brochmann fortæller til TV2 ØST, at han vil gå i retten med sagen.

02:12 Luk video

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App