Der er ingen grund til, at borgerne i Maribo holder sig inden døre fredag aften, når rockergruppen Satudarah holder fest i byen.
Det siger politiet få timer før festen for alvor kommer i gang.
- Vi er til stede, og passer på borgerne. Der er ingen grund til, at nogen borgere ændrer på deres planer i aften. Gør som I plejer, og overlad resten til politiet, siger Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.
Politiet indførte fredag middag en visitationszone i byen, ligesom de torsdag ransagede rockerklubbens lokaler i byen – og de fredag aften er massivt til stede.
Gør som I plejer
Borgerne skal dog ikke tage særlige forholdsregler, før de færdes i byen eller måske tager til en fest, siger Kim Kliver.
- De må være her i byen, når de opfører sig ordentligt og eksempelvis fester uden våben. Vi undersøger selvfølgelig festens deltagere. Også for at holde øje med dem, og sørge for, at der er to i byen, siger han til TV ØST.
Rockergruppen Satudarah og klubben Mongols er i øjeblikket i konflikt med hinanden på Lolland og Falster, og der har været en række volds- og skudepisoder på Lolland og Falster de seneste måneder.
Visitationszonen er generelt blevet mødt med støtte fra de lokale unge i byen, som TV ØST har talt med.
Den ophæves igen lørdag middag.