Patrulje finder efterlyst 100-årig kvinde i god behold

En kvinde, som onsdag aften forlod et plejehjem på Falster, er fundet i god behold i tilstødende bygning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En kvinde på 100 år, som onsdag aften blev meldt savnet af personalet på et plejecenter i Nykøbing Falster, er fundet i god behold af en politipatrulje og bragt tilbage til de vante rammer.

Det meddeler Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Efterlyste kvinde er nu fundet i god behold af en politipatrulje. Havde taget ophold i tilstødende bygning og nu guidet tilbage til egen bolig, skriver politiet i et tweet.

Havde medbragt rollator

Personalet på Plejecenter Oasen i Nykøbing Falster kontaktede politiet klokken 22.20, fordi kvinden ikke befandt sig på sit værelse.

En drone og hundepatruljer blev sat ind eftersøgningen af kvinden, der havde medbragt en rollator, oplyste Stefan Jensen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, tidligere på natten.

Hun havde tilsyneladende forladt plejehjemmet uden overtøj.

Plejecenter Oasen ligger inde i selve Nykøbing Falster.


Nyhedsoverblik