Papegøje-ejer er fundet

En papegøje har siden nytår holdt til i træerne på Søndre Boulevard i Maribo. Det fik mandag politiet til at efterlyse ejeren. Han er nu fundet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Savner du din papegøje? Sådan spurgte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på det sociale medie Twitter mandag eftermiddag. Den efterlysning så ud til at hjælpe, for kort tid efter meldte ejeren sig.

Papegøjen havde tilsyneladende fundet sig godt til rette i Maribo, hvor den siden nytår havde holdt til i træerne på Søndre Boulevard.

Lidt over klokken 17 mandag meddelte politiet, at papegøjeejeren var fundet. Det kan dog alligevel tage noget tid, før fuglen igen er hjemme. Ejeren har til politiet fortalt, at papegøjen er blevet vild og derfor er svær at fange, men han har stadig planer om at gøre et forsøg.


Nyhedsoverblik