”På røven i Nakskov” bør ikke få støtte

Socialdemokraten Kasper Roug satte kulturminister Bertel Haarder stævne om det udskældte program fra Nakskov.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er ikke ligefrem begejstring, der fylder socialdemokraten Kasper Roug, folketingsmedlem fra Lolland, når han hører titlen ”På røven i Nakskov”.

Ligesom mange andre lollikkere føler sig stødt over udsendelsen, som blev sendt på TV 2.

Det fik ham i går til at stille et spørgsmål til kulturministeren Bertel Haarder (Venstre) ved et møde i Folketinget. Det skriver Folketidende.

Spørgsmålet var, om ”På røven i Nakskov” skal være med i den såkaldte Public Service-pulje og dermed modtage støttekroner. Programmet er blandt andet blevet kritiseret for at stigmatisere Nakskov og Vestlolland.

Kulturministeren begyndte ifølge avisen sit svar med at erklære sig fuldt ud enig i, at titlen på programmet er ”dum, stigmatiserende og usmagelig”, men der stoppede enigheden så også.

- Om jeg som kulturminister skal være skolemester for Det Danske Filminstituttet. Det vil jeg nok helst ikke, svarede Bertel Haarder og understregede, at det også var for tidligt at tage stilling til enkeltforslag i forbindelse med den kommende medieaftale.

Fjerne støtten fra til stigmatiserende programmer

Det er netop den kommende medieaftale, hvor Kasper Roug gerne vil fjerne støtten fra Public Service-puljen til stigmatiserende programmer, der angriber specifikke geografiske områder.

- Jeg synes, når nu det er offentlige midler, at det er ærgerligt, at de skal være med til at bekræfte og forstærke de stereotyper, som eksisterer i samfundet, siger Kasper Roug og fortsætter.

- Og jeg er egentlig også nervøs for, hvis jeg skal helt ærlig, at det er med til at skabe et modsætningsforhold imellem land og by.

Kulturminister: Bliv ikke for hellig 

Kulturministeren var ikke med på idéen om at lave regler for den slags og pointerede flere gange, at det ikke kun er Nakskov, der bliver stigmatiseret.

- Der siges jo ganske meget om københavnere og om København i denne tid, og jeg synes på en eller anden måde, at Københavnerbashingen er blevet ret voldsom, siger Bertel Haarder til avisen.

Dog synes han, at man skal passe på, at det hele ikke skal gå hen og blive for helligt.

- Jeg tror, at ethvert samfund har sådan nogle tendenser til, at man nedgør de andre, og det skal vi alle sammen være på vagt over for. Men vi kan ikke gøre noget ved det ved hjælp af regler

”På røven i Nakskov” modtog 3.470.000 kroner. 


Nyhedsoverblik