Overgreb mod børn på opholdssted - nu lukker socialtilsynet stedet

Børn på opholdsstedet Take Care nær Maribo har filmet voldelige episoder med medarbejderne. Nu er opholdsstedet politianmeldt og beordret lukket fra den 8. november.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En dreng bliver hevet ned af et sofabord og trukket ud af lokalet i benet.

En anden dreng er gået ud i køkkenet. Her eskalere en situation med en medarbejder efter længere tids diskussion, der ender med, at drengen bliver skubbet ind på værelset.

Det er indholdet af nogle af de videoer flere børn og unge bosiddende på det private opholdssted Take Care nær Maribo på Lolland har filmet i løbet af året. De begyndte at filme, da de følte, de blev dårligt behandlet af nogle af stedets medarbejdere.

quote De skubbede os, slog os og skubbede os ind på værelserne på en måde, jeg ikke synes var retfærdig

"Maria", tidligere anbragt på Take Care

Derfor besluttede børnene sig også for at underrette flere af deres hjemkommuner, Socialtilsyn Øst og politianmelde en medarbejder i august.

Det fik Socialtilsyn Øst til at reagere.

- Vi er hen over sommeren blevet bekendt med en del episoder, hvor der har været voldelig adfærd fra nogle medarbejdere mod nogle af de her børn. Der har været henvendelser fra forskellige kommuner, som de unge har udvist stor mod til at kontakte og fortælle deres historie. Det har gjort, at vi har politianmeldt stedet og har valgt at trække deres godkendelse, siger Trine Stokholm, tilsynschef hos Socialtilsyn Øst.

Videoer og underretninger

Sagen begyndte i starten af året, da tre kommuner valgte at underrette socialtilsynet om bekymringer om vold og overgreb fra personalet.

Det førte til, at Socialtilsyn Øst lavede en række opmærksomhedspunkter i tilsynsrapporten i marts. 

Ifølge børnene fortsatte den hårdhændede behandling dog, og så tog de fat i deres mobiltelefoner. Over de næste måneder filmede de episoder med nogle af de medarbejdere, de synes, var for voldelige og uretfærdige.

- Det var nogle af pædagogerne, det gjaldt, ikke så mange, men der var nogle, der godt kunne være voldelige.

På hvilken måde?

- De skubbede os, slog os og skubbede os ind på værelserne på en måde, jeg ikke synes var retfærdig.

Sådan siger Maria, der selv har været anbragt på opholdsstedet. Maria er ikke hendes rigtige navn, men hendes identitet er redaktionen bekendt.

TV2 ØST har søgt aktindsigt i sagen hos tilsynet. 

Artiklen fortsætter under videoen.

En anden af de videoer, de unge selv har filmet. Her ses en ung gå ud i køkkenet. Herefter eskalerer situationen.

Ifølge Maria var det især en medarbejder, som var mere hårdhændet end de andre, men der var episoder, hvor også andre medarbejdere var involveret. Hun husker særligt en episode med en bestemt medarbejder.

- Jeg tror, han har givet to af os en lussing en gang.

Hvordan havde du det med det?

- Det var på en måde selvforskyldt. Jeg stoppede bare op og begyndte at grine, siger Maria.

Udover Maria var der også flere andre, der følte sig uretfærdigt behandlet. Flere af dem har siden foråret henvendt sig til deres hjemkommuner, der efterfølgende underrettede Socialtilsyn Øst.

I alt har syv kommuner underrettet tilsynet i løbet af året. Københavns Kommune skrev blandt andet den 20. august, at en ung er blevet kaldt ”sorte fede neger”, og at en pædagog ”tog fat om halsen på den unge i cirka fire sekunder”.

Ligeledes har Slagelse Kommune den 1. september underrettet tilsynet, efter en anbragt oplyste, ”at personalet har skubbet, truet med magtanvendelser og begået vold”.

Artiklen fortsætter under videoen.

Yderligere en video, som de unge bosiddende på Take Care selv har filmet.

Ekspert: Det er voldsomt

TV2 ØST har vist videoerne og de mange aktindsigter hos Socialtilsyn Øst til lektor i socialret og ved Aalborg Universitet, Hanne Hartoft. Hun har desuden skrevet en Ph.d om magtanvendelser overfor anbragte børn og unge.

- Det er voldsomt og ubehageligt at se. Selvom det er en kontakt, jeg ikke lige har fantasi til at forestille mig, så må man bare sige, at der bliver brugt et sprog, som er nedgørende, og jeg kan egentlig kun høre det som konkliftoptrappende. Der er ingen dialog eller invitation til at tale noget igennem. Det virker meget uhensigtsmæssigt, siger Hanne Hartoft efter at have set videoerne.

quote Der er en alvorlighedsgrad i det, vi har set på videoerne, den form for magtanvendelser og den etik, der ligger til grund for det, der gør, at det kan vi ikke acceptere

Trine Stokholm, tilsynschef, Socialtilsyn Øst

Socialtilsyn Øst har siden tilsynsrapporten i marts lavet to yderligere tilsynsrapporter. En i september og en i oktober. Her konkluderer de på baggrund af de unges videoer, underretninger fra kommunerne og et uanmeldt tilsynsbesøg, ”at tilbuddet ikke kan levere den nødvendige støtte og omsorg for børnene og de unge. Vi er endvidere af den opfattelse, at børnene og de unges fysiske og psykiske sikkerhed kompromitteres ved at opholde sig på tilbuddet”.

- Der er en alvorlighedsgrad i det, vi har set på videoerne, den form for magtanvendelser og den etik, der ligger til grund for det, der gør, at det kan vi ikke acceptere, siger tilsynschef Trine Stokholm.

Trine Stokholm, tilsynschef, Socialtilsyn Øst.
Trine Stokholm, tilsynschef, Socialtilsyn Øst. Foto: Dorthe Olsgaard - TV2 ØST

Og det skal altså være slemt, før tilsynet vælger at lukke et opholdssted. De seneste tre år har Socialtilsyn Øst kun lukket et enkelt opholdssted.

- Der skal meget til, før vi går ind og trækker en godkendelse. Rigtig mange arbejder superfint sammen med os i forhold til at få løftet den faglige kvalitet, der skal til.

Men det er ikke sket her?

- Lige her har der været så voldsomt, så det har vi ikke kunne have tillid til at kunne fortsætte, siger Trine Stokholm.

TV2 ØST har været i kontakt med Take Care, men opholdsstedet ønsker ikke at udtale sig i sagen.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi bekræfter at have modtaget Socialtilsyn Østs politianmeldelse den 2. september, og at flere medarbejdere også er blevet politianmeldt. De kan dog ikke oplyse yderligere, da de fortsat er i gang med at efterforske. 

Take Cares afdeling kaldet Rygaard.
Take Cares afdeling kaldet Rygaard. Foto: Rikke Stokholm i samarbejde med erhvervspraktikanter - TV2 ØST

Nyhedsoverblik