Fredag og lørdag samles tusindvis af gæster til Madens Folkemøde på Lolland.
Udover en masse smagsprøver og madoplevelser kan man også få stillet sulten ved en god debat, der er nemlig et stort fokus på bæredygtighed, og hvordan vi producerer maden.
Det er Engestofte Gods tæt på Maribo, der danner rammen om arrangementet, der ifølge arrangørerne er kommet rigtig godt fra start.
- Det er gået rigtig godt, vi har været sindssygt heldige med vejret, siger Stine Lolk, der er direktør for Madens Folkemøde.
- Der har været masser af mennesker og masser af gode debatter, sindssygt god stemning, vi er meget, meget glade, fortæller hun.
Og der bliver talt om de helt store linjer i madproduktionen ved mødet på godset ved Maribosøerne.
- Mad er jo en kæmpe del af vores liv, både det, vi spiser derhjemme, og når vi går ud og spiser, men det er også en del af alle de kriser, vi er en del af, klima, biodiversitet og økonomiske kriser, siger Stine Lolk.
- Maden kan faktisk gøre en forskel i rigtig mange af de kriser, vi har i verden, så det er vigtigt, vi bliver ved med at snakke om, hvad det er for et fødevarer system, hvad det er vi gerne vil have på tallerkenen, hvad det er, vi gerne vil spise, siger direktøren.
En af dem, der er med til at arrangere folkemødet er kokken Claus Meyer. Og han fortæller, at Madens Folkemøde er et sted, hvor folk fra forskellige dele af fødevarer branchen mødes.
- Der er samlet mange, mange mennesker hernede, mange er engagerede private mennesker, men der er også mad-professionelle og politikere og folk fra forskningsverdenen og undervisningssektoren, og det vi er her for, det er på en eller anden måde at undersøge, hvordan vi kan hjælpes ad med at få skabt mere kvalitetsorienteret og modstandsdygtig madkultur og fødevaresystemer, siger han.
Emilie Hansted Berning fra firmaet Vild Hvede har taget turen til Engestofte Gods fra Veflinge på Fyn for at deltage i dette års udgave af Madens Folkemøde.
- Det er et stort øjeblik for en lille virksomhed som vores at være med på et arrangement, hvor der er så mange interesserede forbrugere, men også en masse fødevareaktører, som kan mødes og slå fællesfodslag for at gøre madkulturen en lille smule bedre og mere bæredygtig herhjemme, siger hun.
Arrangørerne forventer omkring 10.000 gæster over de to dage.