Mand reddede livet da hus brændte ned

Kun en enkelt beboer var hjemme, da en villa i Nakskov brændte ned til grunden. Manden vågnede ved lydene og reddede sit liv ved at springe ud af et vindue.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En mand reddede sit liv ved at springe ud gennem et vindue, da en villa på Rolfsvej i Nakskov udbrændte natten til søndag.

Ifølge Folketidende.dk lå husets mandlige beboer og sov, da han vågnede ved "mærkelige lyde".

Det meste af familien, der bor i huset, var på weekend i Jylland.

Brandvæsnet blev alarmeret klokken lidt i fire. Røgdykkere fik relativt hurtigt dæmpet ilden, så den ikke brød gennem taget, men husets indre er udbrændt eller raseret.

Politiets teknikere skal nu i gang med at undersøge de sørgelige rester af huset. Den lokale netavis skriver, at husets brændeovn havde været i brug lørdag aften.