Der bliver lagt mærke til Lolland.
Kunstværket Dodekalitten, der kombinerer store stenskulpturer og stemningsfuld musik, ved Ravnsby på det vestlige Lolland er nemlig blevet udpeget som en Top Choice-seværdighed af det australske forlag Lonely Planet.
Det oplyser forlaget på sin hjemmeside.
Lonely Planet beskriver rejsemål i hele verden og udpeger samtidig særlige som inspiration. Det er denne liste, som det lollandske kunstværk nu er kommet med på.
Flere lokale steder på listen
Forlaget blev især fascineret at kunstværkets placering i landskabet med udsigt over Smålandsfarvandet, hvor skulpturerne nærmest synger til hinanden.
Dodekalitten er endda kommet med på listen, selvom kunstværket endnu ikke er færdigskabt.
Det færdige kunstværk ventes at blive 12 stenskulpturer, der er er 7 til 8 meter høje, og hvor de øverste 2 meter er udhugget som hoveder. Alle skulpturer vender mod centrum af en cirkel med 30 meter indvendig diameter.
Stenstøtterne rejses uden synlige fundamenter, og når gæsterne besøger stedet, afspilles der elektroakustisk musik til at underbygge oplevelsen.
Udover Dodekalitten er Fuglsang Kunstmuseum, Bandholm Hotel, Middelaldercentret og Marielyst Strand også på listen over topværdigheder på Sydhavsøerne.