Lolland kan blive kravlegård for selvkørende biler

Eksperimenter med førerløse biler i den almindelige trafik bør inden for kort tid blive virkelighed på Lolland, hvis det står til kommission.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Inden for de næste to år skal førerløse biler testes ude i trafikken i Danmark.

Det er en af de anbefalinger, SIRI-kommisionen er kommet med i en ny rapport om fremtidens digitale transport.

Ifølge anbefalingerne skal bilerne testes et sted, hvor der både er land og by, og som har forskellige vejtyper.

Derfor, og fordi øen har en passende størrelse, anbefaler kommissionen ifølge DR, at det er Lolland, der skal lægge veje til testningen af førerløse køretøjer.

Borgmester er positivt stemt

Udsigten til at skulle lægge asfalt til førerløse biler ser Lolland Kommunes borgmester med håbefulde øjne på.

- Vi vil rigtig gerne være med. Hvis kommissionen peger på Lolland som en base for at lave det første skalaforsøg med førerløse biler, så er vi absolut med på vognen, siger Holger Schou Rasmussen (S) til DR. 

Idéen om at afprøve de selvkørende biler på Lolland er ikke den første af sin slags.

I maj kunne TV ØST fortælle, at Vejdirektoratet var i færd med at teste selvkørende bilers evne til at registrere striber på vejen og vejskilte. Det foregik på Syd- og Vestmotorvejen. 

Om forsøget på Lolland bliver virkelighed, er det nu op til politikerne på Christiansborg at beslutte.