Lokal solstrålehistorie: Lolland-Falster Lovestorm skal præsenteres i USA

Historien om Lolland-Falster Lovestorm kommer nu også til USA, når formand Kirsten Sydendal skal præsentere foreningen ved en international konference.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er endnu en grund til lokal stolthed på Lolland-Falster. Den 1. november skal Kirsten Sydendal, medstifter af Facebookgruppen Lolland-Falster Lovestorm, nemlig præsentere foreningens historie ved en international konference i Washington DC, USA.

Det skriver Lolland-Falster Lovestorm i en pressemeddelelse.

- Jeg glæder mig meget til at præsentere vores historie fra Lolland-Falster, for det er jo et rigtig dansk eventyr i stil med Den Grimme Ælling. Jeg tror, at publikum fra USA og resten af verden vil kunne lide den, siger Kirsten Sydendal, der selv bor i Østerby på Fejø.

”Stories and storms”

Lolland-Falster Lovestorm har siden stiftelsen i 2015 forvandlet sig til en mindre bevægelse, og er historien om en landsdel med over 100.000 beboere og tiltagende dårligt image, hvor indbyggerne selv tog affære for at ændre det negative billede af egnen. 

Kirsten Sydendal vil præsentere fortællingen om Lolland-Falster Lovestorm på den del af konferencen, der omhandler socialt samarbejde i grupper under overskriften ”Stories and storms”.

Den internationale konference hedder KM World 17 og løber over tre dage. Der forventes over 1000 deltagere.

Fakta om Lolland-Falster Lovestorm

  • Lolland-Falster Lovestorm opstod i 2015 som et svar på TV2’s programserie ”På røven i Nakskov”.
  • Indbyggere på Lolland og Falster samlede sig i en Facebookgruppe og besluttede at nuancere billedet af egnen ved at dele positive historier fra området via de sociale medier.
  • I løbet af få dage voksede gruppen sig stor og har i skrivende stund over 25.000 medlemmer.
  • Medlemmerne slår fotos og historier op fra Lolland-Falster på siden, som viser indbyggerne og området i et positivt lys.

Nyhedsoverblik