Der skete noget på Femø i sommeren 1971.
Man kan også slå det større op og sige: Der skete noget i Danmark.
Den sommer sejlede en gruppe stålsatte og aktivistiske kvinder fra den nystiftede Rødstrømpebevægelse med færgen til sydhavsøen, satte telte op på en mark, smed tøjet og dannede et stærkt fællesskab båret af et ønske om at gøre kvinderne frie.
Det var begyndelsen på Femølejren, som i år har 50-års jubilæum.
Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt rendte rundt med en stegepande og sagde: Så er det ud! Så er det ud!
Den dag i dag kan Ebbe Jacobsen fortsat huske den sommerdag i starthalvfjerdserne. Som indfødt på Femø blev han født ind i et trygt og stille samfund med ulåste hoveddøre, selv om natten, og hvor beboerne i fællesskab løste de problemer, der opstod.
Derfor var det noget af en omvæltning, da kvindegruppen ankom første gang. Øboerne modtog dem ved færgelejet.
- Der var dæleme mange, der var dernede og se. Det var nogle helt andre mennesker, der kom, og det var et bredt samtaleemne. Når de var herovre, gik de altid en hel flok sammen, og de havde sådan noget spraglet tøj på… eller, ikke noget tøj på, siger han.
Nøgenheden var godt
Den første lejr blev slået op på en stor mark, der i dag huser Femø Jazz. Teltene var store militærtelte, kvinderne gik i overalls uden bluser indenunder, flere af dem var karseklippede. Alle var nøgne. Der var faste dagligdagsopgaver som at sørge for morgenmaden og tage opvasken, og så var der det, som adskilte lejren fra en normal sommerlejr: Snakken om, hvad kvinderne oplevede af undertrykkende ting i samfundet, undervisning i feministisk selvforsvar samt kritik og selvkritik.
Opmærksomhed udefra var uundgåeligt, og især berusede mænd forsøgte at forcere snubletråde og vagter for at komme ind i lejren.
- Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt rendte rundt med en stegepande og sagde: Så er det ud! Så er det ud!, siger Eva Ethelberg.
Hun deltog i debutåret for kvindelejren, lokket med af sin søster.
- Det var rørende, betagende og en fantastisk oplevelse at være der det første år. Jeg var dog ikke forberedt på, at man skulle tage tøjet af, siger hun og griner.
- Men det, der var det gode ved det, var, at vi var der bare splitternøgne.
Allerede året efter bragte Eva Ethelberg selv en gæst med til lejren: Sin syvårige datter, Sascha.
- Det var bare skægt hele vejen: At sove i telt, ligge i sovepose og bare kunne lege. Siden har jeg været der alle årene på nær et. Så man kan sige, at det er en del af mig, siger Sascha Ethelberg i dag.
Fandt kærligheden til en juletræsfest
Og sådan kan der fortælles mange historier om generation efter generation, der gennem tiden er kommet i Femølejren, som i takt med samfundets udvikling også selv har været igennem en udvikling.
I 1983 flyttede lejren til en ny plet på den anden side af Femø, og den gik fra at være stor til at være lille med omkring 300 besøgende på en hel sommer. Det skar i økonomien og truede ligefrem eksistensgrundlaget, husker Sascha Ethelberg.
- Der begyndte at komme unge lesbiske. Og de kom egentlig ikke for at snakke, men for at holde ferie, og det var noget nyt, siger hun.
I dag er der blandt andet kommet private telte og varmt vand til lejren, og hver af ugerne har sit eget tema med workshops. Blandt andet spiller lejrens deltagere fodboldkamp mod øboerne.
Og lejren er populær: Der er ventelister for at komme med på alle ugerne.
- De er virkelig blevet accepteret. Altså, vi kalder dem jo bare pigerne, siger Pia Christensen.
Hun er født på Femø og fik i 1975 et sommerferiejob på kroen, hvor hun første gang stiftede bekendtskab med kvinderne. I dag er hun krobestyrer.
Det var netop på den lokale kro, at Ebbe Jakobsen, der som mand ellers var afskåret fra at nærme sig det lille samfund i samfundet, på det personlige plan mærkede, hvad lejren har gjort for ham.
Midt under en juletræsfest blev han budt op til dans af Inge-Lise Bisted, mangeårig lejrdeltager, som havde fået job på øen. De dansede af sted på krogulvet og kan i dag lægge armen om hinanden som mand og kone.
- Lejren har givet liv og omtale til øen. De har sgu aldrig generet mig, siger Ebbe Jakobsen og smiler.
Du kan se tv-reportagen om 50-års jubilæet her: