Kæmpehagl skader lollandske afgrøder

Nattens store hagl er gået hårdt ud over afgrøderne hos en række landmænd på Lolland. En tredjedel af udbyttet kan være tabt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hagl på størrelse med en 20-krone ramte i nat Lolland, da uvejret drev hen over regionen. Og det er især gået hårdt ud over 15-20 lollandske planteavlere, der har meldt om afgrødeskade til Dansk Landbrug Sydhavsøerne.

Det skriver Landbrugsavisen.

- Haglene har ramt i et bælte, der går ind syd for Nakskov og ud oppe ved Stokkemarke. En landmand fortæller om hagl med en diameter på tre centimeter, siger planteavlschef Bo Secher fra Dansk Landbrug Sydhavsøerne, der i eftermiddag har travlt med at besigtige marker af hensyn til indberetninger til forsikringen.

Bo Secher vurderer, at de ramte rapsmarker har tabt op til en tredjedel af udbyttet.

Ud over korn og raps er roer slået i stykker. Her vurderes skaderne ifølge Landbrugsavisen til at være i den mindre alvorlige afdeling.

Ifølge TV2 Vejret skulle de store hagl på Lolland kun være overgået to gange inden for de seneste 10 år, senest i maj og så i 2007, hvor der faldt hagl med en diameter på fire centimeter. 


Nyhedsoverblik