Johnny Madsen vil betale ryge-bøde i Maribo

Værtshuset Munk Stuen i Maribo får nu prominent støtte i kampen om retten til at ryge i værtshuset.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Musikerne Jonny Madsen og Klaus Kjellerup går sammen med deres forening Den Gule Negl ind i striden om retten til at ryge på værtshuset Munk Stuen i Maribo.

Det skriver Ekstra Bladet.

En tåbelig diskussion om serveringsareal bør ikke sende ældre mennesker ud i kulden for at ryge, siger Johnny Madsen

Værtshuset er ved landsretten blevet tildelt en bøde på 10.000 kroner, fordi rygning fortsat er tilladt for kunderne, selvom værtshuset er mere end 40 kvadratmeter stort. Men værtshusets ejer Mimi Olsen er uenig med rettens vurdering, da den indregner et billardbord i serveringsarealet.

De to musikere vil i første omgang betale værtshusets bøde på 10.000 kroner, og de kalder nu sagen for absurd.

- Jeg kender ikke Mimi Olsen, men jeg kan forstå, at hendes værtshus fungerer som samlingssted for folk i området – en slags ’dagligstue’ og det skal der sgu være plads til. En tåbelig diskussion om serveringsareal bør ikke sende ældre mennesker ud i kulden for at ryge, siger Johnny Madsen til avisen.

- Vi er stolte af at kunne hjælpe til. For os handler det om frihed og retfærdighed, siger Klaus Kjellerup.

Sangeren Kim Larsen er normalt en del af Den Gule Negl, men han er i første omgang ikke med i aktionen, da han er på ferie.

Mimi Olsen prøver at få sagen om værtshuset prøvet ved Højesteret.


Nyhedsoverblik