- Vi har ledt efter spor, krydset af på kort over området, hvor vi har ledt og har fået hjælp af lokale til at lede - men hesten er sporløst forsvundet.
Sådan lyder det fra Jette Vinther, der er ven med ejerne af en forsvunden 14-årig hest af racen Tinker.
- Ejerne er for rystede til selv at fortælle, hvad der er sket. Derfor gør jeg det, fortæller hun.
Hun fortæller, at hesteejerne, Søren Madsen og Tanja Lund, lørdag aften hørte, at deres tre heste nedlagde stolperne i hestefolden på ejendommen og løb væk.
Ingen spor efter hesten
- Det lykkedes, at få indfanget de to af hestene, men den tredje har nu været forsvundet siden lørdag aften klokken 23. Vi formoder, at hestene er blevet forskrækkede over en høj lyd i den nærliggende skov, og at det har fået hestene til at vælte stolperne, siger Jette Vinther.
- Det mærkelige er, at vi ikke har fundet nogle spor efter hesten - og vi har ledt i hele området. I dag leder vi ved søerne nord for Vedbyvej, hvor ejerne bor, fortæller hun.
Desperationen hos ejerne har gjort, at de har kontaktet politiet og udsendt efterlysninger i radioen i håb om, at lokalbefolkningen i området ved Vesterborg holder øjne og ører åbne.
Søren Madsen kan kontaktes på telefonnummer 31315928.