Geværer udløser syvdobling af straffen

Dommere er vildt uenige om straffen i en sag om to skydevåben på et loft i Rødby. Ejermanden siger, at han ville være jæger.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En mand fra Lolland har været igennem en ordentlig rutsjetur i retssystemet, efter at to betjente sidste efterår fandt en riffel og et haglgevær på hans loft.

Først fik han en dom på 60 dages fængsel af Retten i Nykøbing Falster. Men forleden i Østre Landsret var tonen en ganske anden. Straffen blev mere end syvdoblet - ubetinget fængsel i et år og tre måneder.

Den enorme forskel skyldes, at dommerne er uenige om, hvordan man skal forstå Folketingets stramning af straffeloven sidste sommer. Besiddelse af skydevåben uden tilladelse skal minimum give et års fængsel, blev det bestemt.

Forsvareren for den dømte mener, at forløbet illustrerer det problematiske i stramningen.

- Min klient og jeg vil nu overveje, om der skal ansøges om adgang til Højesteret, siger advokat Henrik Hjortkjær,
Vordingborg.

Betjentene rykkede ud til den 29-årige mand i Rødby på baggrund af et anonymt tip. Manden har fortalt, at han købte riflen og det glatløbede haglgevær af en kammerat, der er jæger. Han havde spurgt svigerfaren, der har jagttegn, om han ville opbevare de to våben, men der var ikke plads i svigerfarens våbenskab. Derfor blev de placeret på loftet oven på hans værksted. I øvrigt forsøgte han at få et jagttegn.

Byretten mente ikke, at sagen har de "særlig skærpende omstændigheder", som politikerne har ønsket at ramme med
stramningen. De to våben var ikke ladt, der var ingen ammunition, og manden er ikke tidligere straffet for ulovlige
våben, så resultatet blev 60 dages fængsel for overtrædelse af våbenloven.

Derimod mener landsdommerne, at sagen netop hører til den slags, som Folketinget vil have straffet hårdt. Haglgeværet var efterlyst som stjålet, og manden kunne uden besvær få fat i de to våben, og så er der ingen kære mor: Selv om han har gode personlige forhold og ikke har forbindelse til kriminelle miljøer, idømmes han ubetinget fængsel i 15 måneder.

Advokat Henrik Hjortkjær siger, at han er overrasket over begrundelsen. Der er ingen beviser for, at manden i Rødby
vidste, at det ene våben var efterlyst som stjålet. Anklagemyndigheden har nemlig opgivet at få manden dømt for
hæleri.

- Ligesom i knivsagerne ser vi nogle domme, som kan være vanskelige at forene med lovens ord om "særlig skærpende
omstændigheder". Derfor er der behov for, at nogle sager om skydevåben indbringes for Højesteret, siger advokaten.

Problemet er, at nogle relativt almindelige lovovertrædelser bliver vurderet til at have særlig skærpende omstændigheder, mener han.

- Det er streng kost, siger advokat Henrik Hjortkjær.

/ritzau/

 

 


Nyhedsoverblik