Frivillige køber bus til ældre

Frivillige på Lolland har indsamlet mere end 300.000 kroner. Pengene er blevet brugt til at købe en ny bus til glæde for de ældre på tre plejecentre.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Solen skinnede og flaget var hejst på Margrethecentrets plejehjem i Maribo her til formiddag. Det var nemlig i dag, at stedets nye bus ankom.

Den nye bus skal deles med plejecentrene i Stokkemarke og Bandholm, og den erstatter den gamle bus, der brød sammen for halvandet år siden.

På grund af lavvande i kommunekassen har der ikke været penge til at købe en ny, og derfor har de ældre ikke kunne komme på tur. Men så gik Lise Andersen og andre frivillige i gang med at indsamle penge:

- Det er helt fantastisk, at der er lykkedes os at samle mere end 300.000 kroner sammen, siger hun.

Pengene er kommet fra donationer fra virksomheder og private. Desuden er der kommet penge fra salg af hjemmestrik og hjemmebag lavet af de mange frivillige.

De frivillige er i færd med at tage chaufførkurser til bussen, og det er meningen, at det er dem der fremover skal stå for at arrangere ture for plejehjemsbeboerne.


Nyhedsoverblik