Fik tre p-bøder uden at vide det

I september fik Jan Delff fra Slagelse en parkeringsafgift for at holde på den private parkeringsplads ved Krøyers Gård i Nakskov. Han vidste ikke, at han havde fået en afgift, fordi der ikke sad nogen afgift i ruden på sin bil. Foto: Ida Valsted - TV2 ØST

Flere har oplevet at få parkeringsafgifter uden at vide det på en privat parkeringsplads i Nakskov. De har nemlig ikke fået fysisk parkeringsafgift i ruden, og det skaber utilfredshed.

- Det er meget urimeligt, og der skal en ordentlig skiltning op. 

Sådan lyder det fra Jan Delff fra Slagelse. I september fik han sig en overraskelse, da han fik en parkeringsafgift for at holde på den private parkeringsplads ved Krøyers Gård i Nakskov. 

Afgiften blev først sendt til ham elektronisk en uge efter, den var blevet udstedt, så det var først dér, han blev klar over, at han havde fået en afgift. En afgift lyder på 795 kroner.

Jeg vidste ikke, at jeg havde gjort noget forkert

— Rikke Lejbølle, Nakskov

- Jeg var meget forundret, fordi der var ikke nogen advarsel i ruden, og det plejer man at få, så jeg havde slet ikke nogen idé om, hvorfor jeg fik den bøde, siger Jan Delff.

Flere har oplevet at få parkeringsafgifter uden at vide det på en privat parkeringsplads i Nakskov. De har nemlig ikke fået parkeringsafgiften i ruden, men fået den tilsendt uger eller måneder efter, den var blevet udstedt. | Foto: Line Strand - TV2 ØST - Arkivfoto

En anden, der har haft lignende oplevelse er Rikke Lejbølle fra Nakskov. Hun nåede at holde på parkeringspladsen hele tre gange, før hun fandt ud af, at hun skulle betale for det.

Det resulterede i, at hun fik tre afgifter, men modtog dem først en måned efter, hun havde holdt på pladsen. Derfor var der også kommet rykkere oveni. 

- Jeg vidste ikke, at jeg havde gjort noget forkert, siger hun og fortsætter:

- Det er rigtig irriterende, fordi så kunne jeg jo have nøjes med én parkeringsbøde, hvis jeg havde fået en fysisk bøde, så havde jeg ikke gjort det igen, lyder det fra Rikke Lejbølle. 

Utilstrækkelig skiltning

Ifølge både Jan Delff og Rikke Lejbølle er det skiltningen, der er problematisk.

- Hvis man kører ind ad indkørslen, er der ikke nogen skiltning, hvis du kommer op fra den anden ende og kører ind, så er der heller ikke noget skiltning. Der er noget skiltning ovre på væggen, som kan være svær at se, når der holder lastbiler foran, siger Rikke Lejbølle. 

Rikke Lejbølle fra Nakskov fik tre parkeringsafgifter uden at vide det for at holde på den private parkeringsplads ved Krøyers Gård i Nakskov. Hun fandt først ud af det, da hun fik afgifterne tilsendt elektronisk en måned senere. | Foto: Line Strand - TV2 ØST - Arkivfoto

Parkeringspladsen er overvåget af Parkeringskompagniet. Der er sat et kamera op, som registrerer nummerpladen, når billisten kører ind på pladsen, og når de kører ud igen. 

FDM: I strid med gældende regler

Hvis der ikke bliver betalt for parkering af bilen, sender Parkeringskompagniet en parkeringsafgift til bilejeren. Der kommer derfor ikke en parkeringsafgift i forruden på bilen. Og den fremgangsmåde kan betegnes som ulovlig.

- Det er i strid med de gældende regler. I den bekendtgørelse, der gælder for private parkeringsselskabers ageren, altså hvordan de pålægger afgifter, der står der, at afgiften skal påsættes køretøjet, eller overgives til føreren på stedet, siger Dennis Lange, der er chefkonsulent i FDM og fortsætter:

- Man kan altså ikke bare uden videre eftersende en afgift dage eller måneder senere.

Han mener ikke, at selve skiltningen på parkeringspladsen er ulovlig, men at den kan forbedres. 

- Det skilt, der er ved indkørslen kunne få en mere tydelig placering, og derudover var det oplagt at sætte skiltningen op, der fortæller om vilkårene, der gælder, at sætte dem op ved de P-båse, der er i stedet for på væggen ovre bagved, siger Dennis Lange.

TV2 ØST har forsøgt at få en udtalelse fra Parkeringskompagniet om, hvorfor de udsteder parkeringsafgifter på den måde, men de har ingen kommentarer i sagen. 

Nyhedsoverblik

En popstjerne af de store kommer til Vig

play-circle LYT
Ronan Keating kommer på Vig Festival. Foto: Sven Mandel/Wikimedia Commons

Vig Festival afslører i dag lidt af en verdensstjerne, der gæster Vig, når festivalen bliver afholdt 8.- 11. juli.

Det er popstjernen Ronan Keating, der nu er tilføjet plakaten. Det skriver Vig Festival på sin Facebook-side.

Ronan Keating har stået på nogle af verdens største scener og været frontfigur i boybandet Boyzone. Og så står han bag et brag af en filmballade i form af sangen 'When You Say Nothing At All' fra filmen Notting Hill, hvor man altså både kan få sig et stykke med Hugh Grant tilsat de sprøde toner fra den irske verdensstjerne.

Hugh Grant er indtil videre ikke en del af programmet på Vig Festival, men mon ikke Ronan Keating i sig selv er nok til at løfte det hele til en sommeraften af de mere magiske.

Træder ud af børne- og ungeudvalg

play-circle LYT
Camillo Krog (LA) vil ikke længere sidde i Børne- og ungeudvalget i Guldborgsund Kommune. Foto: TV2 ØST

I december 2025 blev Camillo Krog (LA) valgt som medlem af Børne- og ungeudvalget i Guldborgsund Kommune, da byrådet konstituerede sig efter valget i november. Men siden har han søgt om at måtte træde ud af udvalget igen. Det skriver Folketidende.

Det ønske har byrådet nu valgt at imødekomme, så Camillo Krog kan træde ud af udvalget med virkning fra 1. marts.

Nyt udvalg skal styrke indsats mod mistrivsel

play-circle LYT
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Et særligt udvalg i Stevns Kommune skal arbejde med tidligere og forebyggende indsatser mod børns mistrivsel.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Udvalget, der er et såkaldt opgaveudvalg eller §17, stk. 4-udvalg skal bidrage med konkrete og anvendelige forbedringer på børneområdet, fremgår det.

- Alle børn i vores kommune skal trives – også dem, der har brug for ekstra støtte i hverdagen. Derfor skal vi målrettet styrke den hjælp, vi tilbyder børnene og deres familier. Med det nye opgaveudvalg sætter vi en klar retning for en stærkere indsats på børneområdet. Vi skal udvikle tidligere og mere forebyggende indsatser, så færre børn og familier får behov for indgribende forløb, siger borgmester Anette Mortensen (V).

Udvalgets anbefalinger forventes at være klar ved årets udgang.

Stor filmfestival får lokal udgave

play-circle LYT

Der er dokumentarfilm, stærke fortællinger og aktuelle debatter på programmet, når RINGSTED:DOX finder sted i MovieHouse og KinoKultur i marts.

RINGSTED:DOX er den lokale udgave af filmfestivalen CPH:DOX.

Festivalen præsenterer nye danske og internationale dokumentarfilm. Der er både rørende og meningsfulde fortællinger og film, der tager fat på aktuelle temaer og globale tendenser. Flere af visningerne ledsages af debatter eller events, der giver publikum mulighed for at dykke dybere ned i filmens univers.

Festivalen finder sted fra 10. til 22. marts.

Februar var dyreste måned for danske elkunder i et år

play-circle LYT
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Februar måned har budt på de højeste elpriser siden februar 2025.

Det viser en opgørelse fra energiselskabet Andel Energi.

I februar har gennemsnitsprisen per kilowatt-time ligget på cirka 84,7 øre i Østdanmark.

Det er det højeste niveau siden siden februar sidste år, hvor elprisen i gennemsnit var på omkring 88,0 øre.

Elpriserne udregnes uden skatter og tariffer.

- En væsentlig del af forklaringen er selvfølgelig, at det har været en meget kold måned med mange dage med hård frost. Det betyder, at energiforbruget stiger markant, og det presser priserne opad.

- Den gode nyhed er, at vi går mod varmere tider, og vi forventer da også noget lavere priser i løbet af marts, siger Josefine Walter, der er kommercielt direktør i Andel Energi.

Udover at elpriserne har været høje, har de også været svingende.

Månedens dyreste dag var 10. februar, hvor gennemsnitsprisen var ca. 144 øre per kilowatt-time.

21. februar var omvendt månedens billigste dag, hvor gennemsnitsprisen var ca. 47 øre.

Nye navne på festivalplakaten

play-circle LYT
Foto: Jens Nielsen - TV-Kalundborg.dk

Festivalen Kalundborg Rock'er er endnu engang klar med en lille påmindelse om, at en nat bliver det sommer i form af fire nye navne på plakaten.

I denne omgang er det Skarnet, Hotter than July, Hometeam Heroes og Jonah Blacksmidt, som festivalen kan afsløre.  

Tidligere er en række navne som Dizzy Miss Lizzy og Mumle blevet afsløret.

Kalundborg Rock'er bliver fyret af den 6.-8. august.

Tog kører igen efter personpåkørsel

play-circle LYT
Foto: Mads Brandsen - TV2 ØST

Opdateret klokken 8.54 med oplysningen om, at en person er afgået ved døden.

Togene triller ifølge DSB nu igen, efter at en personpåkørsel ved Mogenstrup tidligt i morges satte en stopper for togtrafikken mellem Næstved og Vordingborg.

Politi og redning har ifølge DSB afsluttet deres arbejde ved Mogenstrup. De togbusser, der er blevet indsat, kører deres tur til ende, og kører derefter tilbage i garage.

Til TV2 oplyser Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi, at personen er afgået ved døden. De pårørende er underrettet.

Trykker valgplakater på højtryk - lørdag går det løs

play-circle LYT
Jakob Engel-Schmidt (M) har fredag aften fået sendt 2.600 valgplakater afsted fra trykkeriet i Sundby. Foto: Rasmus Ejlersen Strangholt - TV2 ØST

Fredag aften er der fuld gang i de store printere hos trykkeriet Onoff i Sundby på Lolland.

Fra lørdag klokken 12.00 er det nemlig tilladt at hænge valgplakater op til det forestående folketingsvalg.

- Vi har printet valgplakater de sidste 6-8 uger, men de sidste 4 uger har det været i døgndrift, siger Martin Ravn, der er ejer af trykkeriet.

Trykkeriet har printet 22.000 valgplakater, hvilket er 30 procent mere end til kommunalvalget i november.

- Det er sjovt, og noget vi er stolte af at være med til. Vi sætter en ære i det, for det er en vigtig del af demokratiet, siger ejeren.

I modsætning til kommunalvalget, hvor valgdatoen er fast, så kan folketingsvalget udskrives af statsministeren når som helst i den fireårige valgperiode.

Og at statsministeren torsdag valgte at trykke på den store valgknap cirka et halvt år før valgperiodens udløb, har muligvis været med til at fremrykke nogle af ordrene.

- Jeg tror, mange har leget med tanken om, at valget var på vej, men måske er det kommet bag på nogle, at det allerede er i morgen, plakaterne må komme op, siger Martin Ravn.

Politiker skifter fra DD til DF

play-circle LYT
Peer Justesen skifter Danmarksdemokraterne ud med Dansk Folkeparti. Arkivfoto. Foto: TV2 ØST

Midt i folketingsvalgkampen sker der også ting og sager i kommunalpolitik.

Medlem af kommunalbestyrelsen i Kalundborg, Peer Justesen, vender nemlig Danmarksdemokraterne ryggen og melder sig ind i Dansk Folkeparti.

- Der har gennem lang tid været udfordringer med at få opbakning og tingene til at gå op i en højere enhed hos Danmarksdemokraterne, siger Peer Justesen, der dog ikke vil gå i detaljer med, hvad det er for nogle udfordringer, han har mødt.

Dermed vender han retur til det parti, han repræsenterede fra 2009 til 2022, nemlig Dansk Folkeparti.

- De ting, jeg gik til valg på, tager jeg med mig. Det er god borgerlig politik og Dansk Folkeparti er et godt borgerligt parti, siger partihopperen.

Men hvad vil du sige til dem, der har stemt på dig som danmarksdemokrat?

- Jeg får nok nogle tæsk, så jeg skal nok ikke læse Facebook de næste to ugers tid.

- Men de ting, jeg gik til valg på, tager jeg med mig. Det er god borgerlig politik og Dansk Folkeparti er et godt borgerligt parti, lyder det fra partihopperen.

Blå bænkebidere udstilles på hospital

play-circle LYT

På Midt- og Vestsjællands Hospital i Ringsted åbner udstillingen Symptom i samarbejde med Ringsted Galleriet den 28. februar.

Kunstnerne Aske Thiberg og Kristoffer Ørum står bag værkerne på hospitalet.

- Det er tit sådan nogle steder, som er bestemt af nogle, som ikke er billedkunstnere, og ikke har en idé om, at det skal være skønt eller lækkert men at det skal fungere, siger Kristoffer Ørum.

Som en del af udstillingen er blandt andet blå biller og bænkebidere samt slogans, der er tilpasset hospitalet.

Du kan se hele indslaget om udstillingen på hospitalet herunder.

Indslaget er optaget, redigeret og præsenteret af erhvervspraktikanterne Ida Henriksen Therkildsen, Matti Rose Bækø-Christensen og Nynne Amby Eriksen.

  • Denne historie er lavet af to elever fra 8. og 10. klasse, der var i erhvervspraktik ved TV2 ØST i uge 9.

  • To gange om året får TV2 ØST besøg af erhvervspraktikanter fra 8., 9. og 10. klasse.

  • I uge 9 2026 var der seks erhvervspraktikanter, som skulle prøve livet som journalist og fotograf.

  • De lavede to tv-indslag, som de satte sammen til en nyhedsudsendelse.

  • Indslaget her i artiklen er resultatet af én af gruppernes arbejde.

  • Her kan du læse mere om erhvervspraktik ved TV2 ØST.

Hele nyhedsudsendelsen, som erhvervspraktikanterne producerede i uge 9, kan ses herunder.

Særligt vejrfænomen i sigte

play-circle LYT
/3

En såkaldt planetparade kan for tiden ses på en skyfri nattehimmel.

Lørdag den 28. februar er sandsynligheden for at se den størst.

- Det, der er ret særligt, er, at man kan se alle planeterne indenfor en vinkel af 90 grader, siger Eline Riemann Asmussen, der er formidler på Brorfelde Observatoriet.

Du kan se hele indslaget om planetparaden herunder.

Indslaget er optaget, redigeret og præsenteret af erhvervspraktikanterne Sophia Viktoria Teves Kjellerup, Emma Sofie Grønvall og Jannis Mandell.

PRAKTIK-TV

  • Denne historie er lavet af to elever fra 8. klasse, der var i erhvervspraktik ved TV2 ØST i uge 9.

  • To gange om året får TV2 ØST besøg af erhvervspraktikanter fra 8., 9. og 10. klasse.

  • I uge 9 2026 var der fire erhvervspraktikanter, som skulle prøve livet som journalist og fotograf.

  • De lavede to tv-indslag, som de satte sammen til en nyhedsudsendelse.

  • Indslaget her i artiklen er resultatet af én af gruppernes arbejde.

  • Her kan du læse mere om erhvervspraktik ved TV2 ØST.

Hele nyhedsudsendelsen, som erhvervspraktikanterne producerede i uge 9, kan ses herunder.

System til hjemmetest for kønssygdomme på vej

play-circle LYT

En ny it-løsning til hjemmetest for kønssygdomme er nu færdigudviklet og forventes at blive afprøvet i årets første kvartal, før den kan tages i brug af unge i Region Sjælland.

Det fremgår af en status fra styregruppen bag projektet.

Løsningen skal gøre det muligt at teste for smitte med klamydia, gonorré og trichomonas hjemmefra.

Systemet bygger videre på den hjemmetestløsning, som Region Sjælland i forvejen bruger til test for HPV.

Alle landets regioner har i fællesskab finansieret udviklingen af it-systemet, som derfor på sigt vil kunne bruges nationalt.