Femern-byggeriet begynder at kunne mærkes – nu vil hoteller bygge ud

Stadig flere entreprenører og eksperter begynder at melde sig i Femernbyggeriet på Lolland. Derfor vil lokale hoteller udvide.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De første kommer nu – og der er flere på vej.

Når Femern-byggeriet for alvor går i gang, ventes der at være stort behov for indkvartering af specialister og ansatte ved byggeriet. Og allerede nu kan efterspørgslen mærkes på de lokale hoteller og overnatningssteder på Lolland.

Sådan lyder det fra de lokale hoteller på øen.

En af dem der nu planlægger at udvide, er Hotel Stop'n Sleep med i dag 50 værelser.

- Det er dels entreprenører som ved, de skal herned. Og så de entreprenører, der håber de skal herned. Og alle har jo brug for at vide, hvad det koster, siger Richard Nyborg til TV2 ØST.

Laver dobbeltværelser om

Richard Nyborg har allerede ommøbleret seks værelser for at imødekomme ønskerne fra de gæster, der arbejder på Femern forbindelsen.

- Det er dobbeltværelser, som vi har lavet om til enkeltværelser. Sådan kommer alle vores værelser til at se ud i fremtiden, forventer jeg. I forbindelse med den faste udlejning, der vil være, siger han.

Han er ikke i tvivl om, at byggeriet får en stor betydning for Lolland og Falster.

- Det her er jo det, der kommer til at vende Rødbyhavn på hovedet. De næste otte år. Fantastisk! Det bliver så positivt! Det er jeg ikke i tvivl om, siger han.

Ville booke plads til 500

Også på flere andre hoteller i området arbejdes med planer om at bygge ud. I dag er der 33 værelser på Hotel E4, der ligger uden for Rødby. Ejeren Carsten Johannessen håber på at kunne udvide til 47 pladser indenfor kort tid.

Allerede for ni år siden kom de første, der skulle arbejde med Femern-projektet. Og nu er der muligvis et større ryk ind på vej.

- Nogen af dem, der var her for ni år siden, de var åbenbart meget glade for at være her. Så de har spurgt, om vi kan tage imod dem igen. Men nu er de lidt flere folk. Ikke 25, men 500… Det kan vi selvfølgelig ikke klare, men vi gør altså alt, hvad vi kan for at hjælpe dem, siger Carsten Johannessen, der ejer Hotel E4.

Artiklen fortsætter under billedet.

Carsten Johannessen i et af de selskabslokaler, som han nu planlægger at lave om til hotelværelser.
Carsten Johannessen i et af de selskabslokaler, som han nu planlægger at lave om til hotelværelser. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

 

Flere arbejdspladser og bedre regnskaber

Det samme oplever Milling Hotel Maribo Søpark, som har 110 værelser.

Her er hotelchef Rikke Lohse ikke i tvivl om, hvad det betyder, at så mange vil overnatte på de lokale hoteller.

- Det betyder bedre omsætning og flere arbejdspladser. Vi kan få folk i arbejde, og det vil betyde, at vores ellers rigtig gode regnskab bliver endnu bedre, siger hun.

Og så kommer det store Femern-ryk-ind også til at være en gevinst for hele området. Det mener Brian Lindorf Hansen, der er destinationschef hos Visit Lolland-Falster.

- Det betyder noget for detailhandlen, for restauranterne, for attraktionerne og for skattegrundlaget. Det vil smitte af på hele Lolland-Falster, og det er altså vigtigt. Vi kan godt bruge det, siger han.


Nyhedsoverblik