Efterforskere undersøger skunk-gartneri på Lolland – en anholdt

Politiets teknikere og efterforskere arbejder tirsdag på højtryk på at finde ud af, hvor stort et skunk-gartneri ved Harpelunde var.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiets narko-efterforskere er tirsdag kommet på uventet overarbejde, efter brandfolk tirsdag morgen opdagede et skunk-gartneri i en lade på en trelænget gård i Harpelunde på det vestlige Lolland.

Meldingen om branden gik til politiet klokken 05:35, og første melding til TV2 ØST lød da, at der var tale om en mindre brand, og at der ikke var fare for mennesker eller dyr i branden.

Politiets folk i området kom dog på overarbejde, da de fandt ud af, hvad der gemte sig i laden.

- Laden er blevet brugt til at dyrke skunk. Størrelsesmæssigt er deres faciliteter af den størrelse, som vi har set ved andre lignende aktioner af samme størrelse, siger efterforskningsleder Casper Andersen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis Sekretariat Syd til TV2 ØST.

hamp_20_resize.jpg
Læs også
Gårdbrand afslørede skunklaboratorie på Lolland
hamp_20_resize.jpg
Læs også
Gårdbrand afslørede skunklaboratorie på Lolland

Ligger skjult

Der er tale om en afsides beliggende gård i Harpelunde, der ligger trukket tilbage fra den offentlige vej. Bygningerne fremstår meget forfaldne, og hele grunden er omgivet af en tyk, høj tjørnehæk.

Den ramte længe på gården, hvor politiets folk arbejder, er ifølge øjenvidner blevet svært brandskadet. Taget er næsten væk over en stor del af bygningen, og man kan se store skader under det.

Artiklen fortsætter under billedet.

Gården ved Harpelunde er svært brandskadet efter branden i skunk-gartneriet.
Gården ved Harpelunde er svært brandskadet efter branden i skunk-gartneriet. Foto: Per Rasmussen

Casper Andersen oplyser, at politiets efterforskere stadig arbejder på stedet for at danne sig et overblik over, hvor meget skunk der er i laden, og hvor meget der gennem tiden er produceret der.

- Der er tale om en udbygning til en landejendom. Branden er opstået i laden, hvor dyrkningen af skunk er foregået, siger han. Branden har ikke bredt sig ud af laden til gårdens øvrige længer, oplyser han.

Brand kan være en el-brand

Politiet har en teori om, at der kan være tale om en el-brand, der kan være opstået i hjemmelavede elinstallationer, der ofte ses i lignende anlæg. Her stjæles der ofte strøm fra elnettet til den energikrævende produktion af planterne.

En person er blevet anholdt af politiet og sigtet for at have en forbindelse til skunkproduktionen. Det er dog endnu uklart, om han har noget med det at gøre, oplyser politiet.

- Vi er i gang med at afhøre ham, og sammen med vores beviser i sagen vil det komme til at afgøre, om han skal fremstilles i grundlovsforhør i et forsøg på at få ham varetægtsfængslet, siger efterforskningslederen.


Nyhedsoverblik