Brian Bithsz får alligevel lov til at betale for egen ferie

Lolland Kommune har givet grønt lys til, at handicappede Brian Bithsz selv må betale for at få én af sine egne hjælpere med på ferie.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Brian Bithsz fra Maribo behøves ikke droppe sine sommerferieplaner alligevel. Tirsdag eftermiddag fik han besked fra Lolland Kommune om, at han alligevel gerne må betale for at komme på ferie med en af de handicaphjælpere, der arbejder på hans bosted.

Brian Bithsz fortæller til TV ØST, at kommunen oven i købet vil betale hjælperens løn og give ham et tilskud på 5000 kroner til rejsen. Den skal blot være inden for landets grænser.

- Jeg er meget overvældet lige nu. Jeg håber, at det her kan hjælpe andre, der er i samme situation som mig, siger Brian Bithsz til TV ØST.

Han havde ellers lagt ferieplanerne på hylden.

Havde først fået et nej

Brian Bithsz lider af muskelsvind og har brug for en personlig hjælper til at klare sig.

Læs også: Forbudt at betale egen ferie

Han ville gerne selv have betalt for at få en af de hjælpere med, der allerede arbejder på hans bosted, men Socialministeriet har slået fast, at handicappede, der bor på et kommunalt bosted, ikke må betale personalet fra stedet for at tage med på ferie. Brian Bithsz kunne ikke forestille sig at tage en hjælper med udefra. 

- Jeg vil jo have nogen med, der kender mig i forvejen og kender mine behov. Det gør nye folk ikke, og det tager lang tid at lære folk op, sagde Brian Bithsz, da TV ØST interviewede ham søndag.

Feriedestinationen er bestemt

Nu kan Brian Bithsz ligge sommerferieplaner igen. Ferien skal gå til Feriecenter Sletten Strand, men han mangler stadig at samle nogle penge sammen til turen.

- Der er alle de faciliteter, jeg skal bruge, og jeg tror, det er et dejligt sted at være, siger Brian Bithsz.


Nyhedsoverblik