Blodprop dræbte ung håndboldspiller

Politiet fastslår, at der ikke var tale om en strafbar gerning i forbindelse med ung håndboldspillers død.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var en blodprop i hjertet, der var skyld i, at den unge håndboldspiller Lars Olsen faldt om og døde i forbindelse med en kamp i Maribo Hallen i landets næstbedste række.

Det er lokalpolitiet i Nakskov, der fredag har afsluttet deres undersøgelser i sagen og konkluderer, at der ikke er tale om et strafbart forhold.

Den 22-årige Ribe-Esbjerg-spiller blev under kampen udsat for en hård tackling, men kom på banen igen, hvorefter han pludselig faldt livløs til jorden.

Han blev hurtigt tilset af holdets fysioterapeut og sygeplejersker blandt publikum, som gav ham hjertemassage.

Men Lars Olsen blev erklæret død ved ankomsten til hospitalet i Nykøbing Falster.

Nu har politiets ligsyn og efterfølgende obduktion altså fastslået, at der altså var tale om en blodprop.

Lars Olsens dødsfald kom meget bag på sportschef i Ribe-Esbjerg HH, Sune Agerschou.

- Der har på intet tidspunkt været noget, der kunne indikere, at han havde noget, som ikke var i orden. Det fortæller hans familie også.

- Han var en af de allerdygtigste også konditionsmæssigt, og der var heller ikke under kampen noget, der tydede på, at noget var i vejen, har Sune Agerschou tidligere sagt til Ritzau.

/ritzau/


Nyhedsoverblik