Ved daggry den 9. marts 2021 sejler to af forsvarets skibe ud fra Rødby Havn med cirka 20 betjente ombord.
Kursen er sat mod to russiske slæbebåde, der i flere måneder har arbejdet på Femern-byggeriet.
Slæbebådene bliver fragtet ind til havnen, og 28 russere ombord bliver anholdt og sigtet for illegalt arbejde, da de hverken har arbejds- eller opholdstilladelse i Danmark.
Retsligt efterspil
Politiaktionen i 2021 forløb ifølge politiet udramatisk. Men det kan man langt fra sige om efterspillet, hvor parterne er så uenige, at sagen er endt i retten.
For mens anklagemyndigheden mener, at russerne opholdt sig illegalt i landet, så mener den hollandske hovedentreprenør på Femern-byggeriet, FBC, at russerne arbejdede på internationalt farvand og dermed arbejdede uden for danske regler.
Nu skal Østre Landsret vurdere, hvem der har ret. Det skriver Fagbladet 3F.
Forskellige fortolkninger af lovgivningen
Ankesagen begyndte mandag, og her fremlagde henholdsvis forsvarer og anklager deres forskellige syn på sagen.
- Slæbebådene var en del af Femern-byggeriet, de lå der i flere måneder, og de udførte et arbejde dernede. Så slæbebådene havde taget fast ophold i dansk farvand, og så skal der altså en arbejdstilladelse til for udenlandske besætninger på udenlandske skibe, lød det fra statsanklager Rikke Jensen i retten.
Men den udlægning var forsvarer Niels Jørn Friborg ikke enig i:
- Besætningsmedlemmerne var søfolk og udførte arbejde, der var nødvendigt for skibets drift, og så er man fritaget for arbejdstilladelse, hvis man i en kortere periode opholder sig det samme sted, fastslog han og forklarede, at han mente en kortere periode godt kunne være fem måneder.
Russere frikendt i byretten
Da sagen var for byretten i Nykøbing Falster i sommeren 2021, blev de 28 russere frikendt.
Statsadvokaten valgte efterfølgende at anke dommen, og derfor skal den nu prøves ved Østre Landsret i København.
Ingen af de 28 russere var mandag tilstede i Østre Landsret, da de i forbindelse med anholdelsen blev udvist af landet og nægtet indrejse i to år i alle 27 lande i Schengensamarbejdet heriblandt Danmark.
Ifølge forsvareren har det haft store konsekvenser for deres arbejdsmuligheder, og derfor er det også en sag, der optager dem meget.
Principiel sag
Ifølge Fagforeningen 3F er der tale om en principiel sag, der kan få afgørende betydning for de rammer, som Femern-forbindelsen og andre byggerier herhjemme udføres under.
For de internationale regler er mindre restriktive end de danske regler for eksempel i forhold til øvre arbejdstid, ret til fridøgn og aflønninger.
- Det er nogle helt anderledes regler, og arbejderne vil generelt være dårligere beskyttet, siger Palle Bisgaard, der er næstformand i 3F’s Byggegruppe og fortsætter:
- Det vil selvfølgelig have stor betydning for Femern-byggeriet, men det vil også få betydning for opførelsen af energiøerne, og det vil være noget som entreprenørerne spekulerer i.
Hvis de russiske ansatte bliver fundet skyldige i at arbejde uden dansk arbejdstilladelse, vil bøden for overtrædelse være 3.000 kroner per person.
Der ventes at falde dom i sagen den 20. marts.