Tandbørster, hængelåse og en skudsikker vest.
Det er bare få af de ting, som en 17-årig dreng har købt for flere kommuners penge, og som er grunden til, at den 17-årige i dag er blevet varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Falster. Det skriver Ritzau.
Drengen, der ifølge Folketidende.dk er fra Vestlolland, har brugt fem forskellige nordsjællandske kommuners EAN-numre til at betale for de mange ting i onlinebutikker.
I alt har drengen svindlet for sammenlagt næsten en million kroner.
De ramte kommuner er ifølge Ritzau: Rudersdal, Hørsholm, Hillerød, Allerød og Furesø.
Drengen forklarede til grundlovsforhøret, at han ikke kan huske, at han har købt tingene.
- Jeg kan godt se, det ligner mig, og der er tydelig forbindelse til mig. Men jeg kan ikke se mig selv i situationerne, sagde drengen, ifølge Folketidende.dk.
Den 17-årige blev varetægtsfængslet, fordi dommeren mente der var begrundet frygt for, at han ville begå flere lovovertrædelser. Han fængsles i surrogat på en ungdomsinstitution, fordi han er under 18 år.