Vejer 86 kilo og er to meter lang - kæmpe stør bliver sat ud i lokal sø

I Kaldred i Nordvestsjælland har de sat fem kæmpe stør ud i søen, som vejer op til 86 kilo og er 2,2 meter lange.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De er mellem 63 og 86 kilo. De er over 2,2 meter lange.

Torsdag blev der udsat fem kæmpe stør i søen ved Kaldred i Nordvestsjælland. Der blev også udsat mindre fisk, men det er helt klart de store stør, som Joachim Durup, der er medhjælper ved Nordvestsjællands Fiskepark i Kaldred, ser mest frem til at kæmpe med.

- Normalvis har vi herude i parken fisk på 20-30-40 kilo af de store, og nu får vi altså en fordobling – så det bliver helt vildt. Det glæder vi os meget til, siger Joachim Durup.

- Det bliver helt vildt. Og det kræver, at alle passer på fiskene, og derfor er det også meget vigtigt, at inden man påbegynder det her fiskeri, at man læser vores regelsæt grundigt igennem, så vi kan passe på dem.

Stør
Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Reglen er dog, at fiskene under ingen omstændigheder må slås ihjel. Man fanger dem og sætter dem fri. De store fisk må ligeledes heller ikke hales op på land for at undgå, at de får skrammer.

- De store fisk skal blive i vandet, så de ikke får skrammer, og det er kroge uden modhager, så de ikke får ridser i munden, fortæller Nicolai Lundorf, der ejer Nordvestsjællands Fiskepark

- Vi holder meget øje med, at de har det godt, når de er i søen her.

Fisken er i første række

Skulle man tænke dyreplageri ved det, at man fanger fisken igen og igen, så mener folkene bag fiskeparken, at de gør alt, hvad de kan for at passe på fiskene.

- Det vigtigste for os, er, at det altid er fisken, der sættes i første række. Det vil sige, at lige så snart den er fanget, så skal den sættes så hurtigt som muligt ud igen. Og det er altså vigtigere, end at få en masse gode fotos eller kød på grillen. Vi sætter fisken ud igen – og vi gør det med respekt. Det er det, der gør, at man kan holde et bæredygtigt fiskeri, siger Joachim Durup.

Joachim Durup fortæller, at fiskeriet af støren sker med den største respekt for fisken.
Joachim Durup fortæller, at fiskeriet af støren sker med den største respekt for fisken. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Men det er heller ikke blot en impulsiv beslutning at få de enorme fisk i søen. Det har været en lang, sej kamp alene at få papirerne i orden.

- Det er bestemt ikke nemt at få fat i de her fisk. Det har været en lang proces. Nicolai og undertegnede fik en idé om, at vi skulle have nogle store fisk til Nordvestsjælland Fiskepark, og derfra har vi haft en masse researcharbejde i forhold til at få tilladelserne på plads, der skulle hentes importtilladelse, vi skulle snakke med Fødevarestyrelsen, vi skulle have autorisation af vores anlæg og for til sidst at sætte dem ud i søen. 

- Udover det skulle vi finde et dambrug, der havde fisken og store, som de havde lyst til at sælge, og så er der også transportdelen, som er ekstrem svær, så det har været noget af en kamp. Og det er også derfor, vi er simpelthen så stolte over, at vi kan sætte de her fisk ud i dag.

- Jeg glæder mig helt sindssygt

Udover at det har været en ret stor økonomisk satsning, som har tæret hårdt på opsparingen, så glæder de to herrer fra fiskeparken sig til at komme ud og kæmpe med de store stør.

- Jeg glæder mig helt sindssygt, og jeg er sikker på, at der nok skal blive en masse gode oplevelser ud af det her fiskeri, siger Joachim Durup.

- Det er noget, jeg selv har gået op i, lyder det fra Nicolai Lundorf.

- Stør er en spændende fisk, de har ikke været vildt mange år i Danmark. De skal være i søen, og der skal komme nogle gode oplevelser ud af det.

Nicolai Lundorf ejer fiskeparken og har brugt en god slat af opsparingen for at få fat i de kæmpe stør.
Nicolai Lundorf ejer fiskeparken og har brugt en god slat af opsparingen for at få fat i de kæmpe stør. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Skulle man finde vejen til Kaldred for at fange støren, så skal man måske lige tjekke op på sit fiskegrej først.

- Det er en ekstrem oplevelse. Der skal noget specielt udstyr til. Det er en meget stærk fisk. Vi har haft en kæmpe kamp med dem bare at få dem op af karret og ud i søen. Så det er en meget stærk fisk, der skal bruges tid på at fange den.

Og så bare husk, hvad Joachim Durup siger:

- Det eneste, du må beholde herude, det er fangstfotoet, men det må du til gengæld beholde lige så længe, du har lyst til.


Nyhedsoverblik