Teenager tiltalt for tilslutning til højreradikal terror og for at dele bombemanualer

Der er rejst tiltale mod en 16-årig dreng fra Høng, oplyser anklagemyndigheden. Han er blandt andet tiltalt for at dele bombemanualer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 16-årig dreng fra Høng tiltales for at lade sig hverve til den nynazistiske gruppe Feuerkrieg Division. Det oplyser Anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.

Drengen tiltales også for at deltage i at udarbejde en håndbog, der beskriver Feuerkrieg Divisions formål og forventninger til medlemmer samt for at dele militant ekstremistisk materiale og bombe- og våbenmanualer gennem beskedtjenesten Telegram.

quote Det er selvsagt alvorlige handlinger

Lise-Lotte Nilas, statsadvokat

Den 16-årige fra Nordvestsjælland er desuden tiltalt for at forsøge at hverve en anden ung mand til terrororganisationen.

- Det er vores opfattelse, at den 16-årige har påtaget sig en lederrolle i Feuerkrieg Division i forhold til, hvordan terrorsammenslutningen skulle organiseres, herunder hvordan den kunne få flere medlemmer, siger statsadvokat Lise-Lotte Nilas i pressemeddelelsen.

- Det er selvsagt alvorlige handlinger, fordi det kan øge risikoen for, at andre personer vil begå terrorhandlinger.

Forholdene i tiltalen er ifølge Anklagemyndigheden blevet begået i perioden fra december 2021 til april 2022.

Denne paragraf tiltales den 16-årige dreng efter:

Den 16-årige er tiltalt efter straffelovens paragraf 114c, stk. 3, der handler om at lade sig hverve til en terrororganisation. I paragraffen står der:

Med fængsel indtil 8 år straffes den, som lader sig hverve til at begå handlinger omfattet af § 114 eller § 114 a. Er den pågældende tilsluttet en væbnet styrke, kan straffen stige til fængsel indtil 12 år eller under særligt skærpende omstændigheder til fængsel indtil på livstid. Som særligt skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor den pågældende har deltaget i kamphandlinger.

Han er også tiltalt efter straffelovens paragraf 114c, stk. 1 for at forsøge at hverve en anden ung mand til terrororganisationen Feuerkrieg Division:

Med fængsel indtil 12 år straffes den, som hverver en person til at begå eller fremme handlinger omfattet af § 114 eller § 114 a eller til at slutte sig til en gruppe eller sammenslutning for at fremme, at gruppen eller sammenslutningen begår handlinger af denne karakter. Under særligt skærpende omstændigheder kan straffen stige til fængsel indtil 16 år. Som særligt skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor der er tale om overtrædelser af systematisk eller organiseret karakter.

Drengen er desuden tiltalt efter paragraf 114e, stk. 1 for at fremme Feuerkrieg Divisions virksomhed for blandt andet at fremstille våben- og bombemanualer.

Med fængsel indtil 8 år straffes den, som i øvrigt fremmer virksomheden for en person, en gruppe eller en sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå handlinger omfattet af §§ 114, 114 a, 114 b, 114 c eller 114 d. Er den pågældende tilsluttet en væbnet styrke, kan straffen stige til fængsel indtil 12 år eller under særligt skærpende omstændigheder til fængsel indtil 16 år. Som særligt skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor den pågældende har deltaget i kamphandlinger.

Kilde: Danskelove.dk.

Anholdt ved politiaktion

Den 16-årige dreng blev anholdt tidligt om morgenen den 7. april sidste år og har siden været varetægtsfængslet i surrogat. 

Dengang var den tiltalte 15 år gammel, og han blev anholdt ved en politiaktion i Høng. Her blev også en dengang 16-årig dreng anholdt, men han blev efter et grundlovsforhør løsladt igen.

Læs også
Højreekstremister bruger computerspil til at hverve medlemmer
Læs også
Højreekstremister bruger computerspil til at hverve medlemmer

Feuerkrieg Division er en nynazistisk og højreekstrem gruppe, der har forbilleder som Anders Breivik og Adolf Hitler. Efter anholdelsen sidste år, vurderede tidligere operative chef for PET Frank Jensen, at truslen fra det yderste højre er blevet større gennem de seneste år.

- De nye måder at kommunikere på har skabt grobund for, at det også er en meget yngre del af befolkningen, der kommer ind på de her emner. Det sker blandt andet, fordi de kører meget dels på konspirationsteorier og dels på hadteorier mod forskellige persongrupper. Det appellerer åbenbart til nogle mennesker - også meget unge mennesker, sagde han dengang til TV2 ØST.

Kan hverve gennem computerspil

Den tidligere PET-chef forklarede også, at det blandt andet kan være gennem computerspil, at de meget unge mennesker bliver hvervet til organisationer som Feuerkrieg Division.

- Det er kendt i flere forskellige sammenhænge med højreekstremister, men også terrorister og meget velorganiserede kriminelle bruger spilplatforme og spilportaler til at sende beskeder, sagde Frank Jensen.

Sagen mod drengen fra Høng bliver en nævningesag, og den er sat til at skulle for Retten i Holbæk med start den 14. marts  2023. Der er nedlagt navneforbud i sagen.

Under det seneste års grundlovsforhør har den 16-årige nægtet sig skyldig i anklagerne mod sig. 


Nyhedsoverblik