Tag kunne ikke klare stormen - brandvæsen måtte rive det ned

Vestsjællands Brandvæsen måtte først på eftermiddagen rykke ud til Eskebjerg på Vestsjælland, hvor stormen Laura havde revet et tag halvt i stykker.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Stormen Laura, der piskede hen over Danmark i dag, truede i en periode med at tage taget på OK-tanken i Eskebjerg ved Kalundborg med sig på vejen.

Nogle aluminiumslister rev sig løs, og først på eftermiddagen måtte Vestsjælland Brandvæsen rykke ud for at fjerne de løse lister, som potentielt kunne blæse ud på den nærliggende vej og ramme forbipasserende.

- Vi modtager meldingen lidt i 13. Den lyder på, nogle aluplader er blæst ned, og andre hænger og flagrer, siger Jan Clausen, indsatsleder Vestsjællands Brandvæsen.

Opmærksomme bilister havde først kontaktet selskabet, der ejer tankstationen, og herfra havde man angiveligt også bestilt håndværkere til at løse opgaven.

Vinden drillede indsatsen

Men da stedet er en gennemkørselsvej, valgte Jan Clausen at skride til handling.

- Jeg er først derude og rekvirerer vores lift fra stationen i Kalundborg.

Det var i en periode nødvendigt at spærre vejen af hensyn til de forbipasserendes sikkerhed.
Det var i en periode nødvendigt at spærre vejen af hensyn til de forbipasserendes sikkerhed. Foto: Jens Nielsen - TV-Kalundborg

Han forklarer, at vinden var en udfordring på indsatsen, som på en sommerdag ville have været en nem opgave.

- Liften skulle først parkeres med vinden i ryggen for at vi kunne løfte den, forklarer indsatslederen.

Det var i en periode nødvendigt at spærre vejen af hensyn til de forbipasserendes sikkerhed.

Væltede træer og flyvende trampolin

Bortset fra taget på tankstationen har den kraftige blæst ikke givet anledning til travlhed hos Vestsjællands Brandvæsen.

Hos Midt- og Vestsjællands Politi oplyser Martin Bjerregaard, at man foruden taget i Eskebjerg har fået flere meldinger om væltede træer.

- Vi har modtaget seks meldinger fra hele politikredsen i relation til blæsten. Tre handler om væltede træer i Kalundborg, Holbæk og Borup. Vigtigst af alt ingen personskade, siger han til TV2 ØST.


Nyhedsoverblik