Skole i Kalundborg klæder elever på til arbejdsmarkedet

Elever skal opleve virkeligheden, derfor indfører Skolen på Herredsåsen i Kalundborg projektarbejde og virksomhedssamarbejde på skoleskemaet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Eleverne i Skolen på Herredsåsen i Kalundborg skal klædes bedre på til arbejdsmarkedet.

Det skal ske gennem et nyt initiativ iværksat af Kalundborg Kommune og LEAPS, som står for står for Læring og Engagement gennem Autentiske Projekter med fokus på Science.

Det vil betyde, at det klassiske skoleskema på skolen bliver skiftet ud med projektarbejde med forskellige temaer året rundt. For eksempel kan et tema være "café", hvor fag som madkundskab, biologi og afsætning er i fokus i to måneder.

- Formålet er, at eleverne skal få mere ud af at gå i skole. Det, de lærer i skolen, skal de i højere grad få oplevelsen af at kunne bruge, når de går ud af skolen. Det handler om at skabe større motivation af at lære, fortæller Tina Mandrup, der er skoleleder i Skolen på Herredsåsen.

Fra august 2019 vil de første klasser arbejde efter den nye læringsform med fokus på problemløsning og samarbejde, og fra august 2021 er de nye læringsprincipper fuldt implementeret.

quote Formålet er, at eleverne skal få mere ud af at gå i skole

Tina Mandrup, skoleleder i Skolen på Herredsåsen.

Fra teori til praksis

Selvom det betyder en helt ny undervisningsstruktur, understreger skolelederen, at pensum og læringsmål stadig bliver fulgt. 

Den nye undervisningsform vil betyde, at læringen ikke kun skal være boglig, men i høj grad praktisk.

- Hvis eleverne for eksempel skal have konstrueret en bro eller en båd, så skal vi have fat i noget fagekspertise, som kommer ind og måske hjælper dem undervejs. Og måske er det i virkeligheden også dem, der evaluerer det, fortæller Tina Mandrup.

Tæt samarbejde med virksomheder

Og netop fagekspertise udefra er noget, som bliver prioriteret særlig højt med den nye undervisning. 

Her vil der være plads til samarbejde med lokale virksomheder, for eksempel elektrikervirksomheden Multi Tech i Kalundborg. Det vækker begejstring hos firmaet, som hilser tiltaget velkomment.

- Det betyder, at når skolerne har velforberedt eleverne til at komme ud i erhvervslivet, så letter det processen i at få overgangen fra den almindelige folkeskole og ud i erhvervslivet. Fordi den kan godt være ret stor, og det er der mange, der ikke er klar over, siger Niels Jørgensen, administrerende direktør i Multi Tech, som har 23 lærlinge i sit firma.

Fakta: