Rekordstor vinhøst

I disse dage begynder årets vinhøst i Danmark. Og det ser ud til at blive et rekordår for vinbønderne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På en mark på Røsnæs ved Kalundborg kan man i disse dage se noget, der ligner et stykke af Frankrig. 10 mand plukker druer på livet løs på Dyrehøj Vingård.

Meget tyder på, at de kommer til at plukke ekstra mange druer i år. Få nætter med frost og en lang og varm sommer har givet vinavlerne optimale betingelser. På Dyrehøj Vingård regner de i år med at kunne producere 3 gange så meget vin som normalt.

- Vejret startede rigtig godt. Vi havde en super blomstring, og så har sommeren bare været fantastisk, siger vinbonde Betina Newberry.

En god sæson er tiltrængt for de danske vinbønder. De sidste to år har vejret gjort, at vinproduktionen har været minimal.

- De sidste par sæsoner har været op ad bakke. For os har det været katastrofalt, siger Betina Newberry.

Normalt producerer vingården omkring 5000 flasker vin. I år regner vingården med, at de når omkring 15.000 flasker. Noget der får Betina Newberry til at tro på fremtiden som vinavler i Danmark.

- Alle har modne druer i Danmark i år. Det giver en god stemning og en tro på, at vi skal lave vin i Danmark. Det kan vi godt, siger hun.


Nyhedsoverblik