Millioner til friluftsliv på Røsnæs

Fond skyder 2,8 millioner kroner i to bygninger, der skal støtte friluftslivet på Røsnæs.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lokale ildsjæle har de seneste tre år kæmpet for at gøre Røsnæs til et samlingssted for naturelskere og friluftsentusiaster. 

Og nu ser projektet ud til at lykkedes. Lokale og Anlægsfonden har nemlig besluttet at støtte projektet økonomisk og smider derfor 2,8 millioner kroner i to bygninger, som skal gøre det mere attraktivt at være aktive udendørs på Røsnæs nord for Kalundborg.

Ifølge en pressemeddelelse skal den ene bygning være et 300 kvadratemeter stort aktivitetshus på Røsnæs Havn. Aktivitetshuset skal være det nye samlingssted for havnens foreninger og bliver centrum for vinterbadere, dykkere, sejere og så videre.

Naturrum for alle
Den anden bygning skal være et naturrum på Lecagrunden tæt på Kongstrup Klinter, som primært vil fungere som en slags opholdsrum og være åbent for alle året rundt.

- Naturrummet og det Maritime Aktivitetshus får stor betydning for kendskabet til Røsnæs' herlighedsværdier og vil fremstå som eksempel på, hvordan der skabes liv og vækst natur og mennesker imellem i et yderområde. Projekterne vil optimere mulighederne for friluftsliv og øge antallet af medlemmer i de lokale foreninger. Desuden ser vi frem til en øget bosætning på sigt. Der har været et stærkt lokalt engagement med mange ildsjæle, og når lokale kræfter er med til at udvikle, opstår der et godt sammenhold og ejerskab og en stor stolthed for området, siger Troels Birk Kristoffersen, der er  formand for Røsnæs Udvikling og Beboerforening.

I alt koster hele projektet med alle 13 landmarks på Røsnæs 14,8 mio. kr. at etablere. Kalundborg Kommune har bevilget 3 mio. kr. til deres etablering. Lokale og Anlægsfonden støtter med 2,8 mio. kr., der går direkte til aktivitetshuset og naturrummet.


Nyhedsoverblik