Maskeret mand røver tankstation med lang køkkenkniv

Politiet søger vidner til et røveri, som fandt sted på en tankstation i Kalundborg

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Politiet jagter en engelsktalende mand, som sent torsdag aften begik et røveri mod en tankstation i Kalundborg.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Anmeldelsen om røveriet, som fandt sted på Shell-tankstationen på Sct. Jørgensbjerg i det centrale Kalundborg, kom klokken 22.54, efter en maskeret mand ved hjælp af en køkkenkniv havde truet sig til et mindre kontant beløb og efterfølgende var stukket af fra stedet.

quote Det er selvfølgelig voldsomt at blive konfronteret af en insisterende mand med en kniv

Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi

- Der var ikke andre kunder i butikken, da røveren kom stormende ind og løb op til ekspedienten. Her sagde manden på engelsk, at der var tale om et røveri. Manden fik en lille slat penge udleveret og stak af igen, siger Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Ekspedienten, der var en 19-årig mand, led ingen fysisk overlast under røveriet.

- Men det er selvfølgelig voldsomt at blive konfronteret af en insisterende mand med en kniv, siger Martin Bjerregaard.

Ifølge politiet tager butiksindehaveren sig nu af den 19-årige ekspedient.

Politiet søger vidner

Efter røveriet søgte politiet i området med politihunde efter røveren. Men hverken røveren, udbyttet eller kniven blev fundet.

Signalement

Derfor søger politiet nu eventuelle vidner i sagen, som kan bidrage med oplysninger.

Politiet vil desuden gennemse videoovervågning fra stedet i håbet om at finde frem til den maskeret mand.

Hvis man har oplysninger i sagen, kan man kontakte politiet på telefon 1-1-4.